Et af de helt store spørgsmål er som bekendt, om der er liv andre steder end på jorden. Men måske skal vi ikke ønske os at finde ud af det.
For når menneskeheden (så vidt vides) endnu ikke har fundet beviser for udenjordisk liv, kan det skyldes, at andre intelligensvæsener skjuler sig for at undgå potentielt fjendtlige eksistenser. Omtrent som når dyr i en mørk skov sniger sig rundt for at minimere risikoen for at blive opdaget og ædt.
Af samme årsag mente blandt andet salig Stephen Hawking – der også abonnerede på den såkaldte Dark Forest-hypotese – ikke at det er videre snedigt af menneskeheden at reklamere for sin eksistens og lokation ved blandt andet at sende kraftige radiobølger ud i universet.
Den kinesiske science-fiction forfatter Liu Cixin har beskæftiget sig indgående med, hvad der sker, hvis en fjendtlig udgave af E.T. lytter med, i sine tre bøger The Three-Body Problem, The Dark Forest og Death’s End.
Til januar kommer så Netflix-udgaven, der blot hedder ”3 Body Problem.”
Serien bevæger sig – som bøgerne – mellem oldtid, nutid og 60’erne under Maos blodige kulturrevolution og er skabt af Game of Thrones bagmændene David Benioff og D. B. Weiss sammen med den rutinerede serieforfatter Alexander Woo.
Baseret på traileren kunne det godt tegne til at blive rigtig fornuftigt, og vi er i hvert fald nogle, der glæder os.
Om ikke andet, så fordi Liu Cixins bogforlæg er så enestående godt og har grovhøstet praktisk taget samtlige priser indenfor genren, siden første bind i trilogien udkom på engelsk i 2008.
Er man stadig ikke overbevist, kan man lægge øre til en række af klodens førende læseheste – herunder Barack Obama, George R.R. Martin og Mark Zuckerberg – der også har bøgerne på deres favoritliste.
Titel: 3 Body Problem.
Premiere på Netflix i januar 2024.