Apples Macbooks har igennem årevis været præget af nydelige metalkonstruktioner til relativt høje priser.
Men ifølge kilder tæt på Apples forsyningskæder i Taiwan, skulle en mere budget-venlig udgave nu være på tegnebrættet, skriver mediet Digitimes.
Mediet kilder peger på, at Apple vil skabe en familie af Macbook-enheder, til at supplere Macbook Air og Macbook Pro serierne.
Her vil der blive satset på en enklere konstruktion, hvor andre materialer end de nuværende letvægtsmetaler anvendes.
Hvornår den prisvenlige Macbook vil debutere er uvist, om end der endnu ikke er nogen produktionsaktivitet at spore hos Apple underleverandører som Foxconn og Quanta, hvilket indikerer, at den næppe vil debutere før andet halvår i 2024.
Med en ny produktlinje i de billigere segment af bærbar-markedet, får selskabet en billet i markedet som domineres af Windows pc’er og Chromebooks.
Apple har igennem de seneste år udvidet både iPhone og iPad kollektion med budgetmindede enheder med iPhone SE-serien og grundvarianten af iPad-tabletten.
Inden den prisvenlige Macbook dukker op, vil Apple, ifølge finansmediet Bloombergs Apple-analytiker, Mark Gurman, lancere en kollektion af Mac-enheder med en ny M3-processor ombord.
Her nævnes en ny Macbook Pro og Macbook Air, begge med 13” skærm, samt en revideret iMac med 24” skærm.
De stærkeste Macbook Pro enheder, dem med 14” og 16” skærm, står til først at blive overhalet omkring midten af 2024, hvor endnu kraftigere version af M3-chippen, M3 Pro og M3 Max, forventes at være klar.