Før du går i depression over stigende renter på huslånet eller galopperende priser på mælk, så har vi det faktisk udmærket her i Dannevang.
I hvert fald i økonomisk henseende, og i hvert fald, hvis tallene i ”Broken Money” står til troede.
Bogens forfatter, den amerikanske investor Lyn Alden, tager os med gennem pengenes historie. Fra dengang muslingeskaller var cremen i det økonomiske hierarki til bitcoins og HTF (High-frequency trading), hvor algoritmebåret aktiehandel sker på splitsekunder.
Gennem utallige opfindelser og teknologier har mennesket forbedret tilværelsen, men de økonomiske systemer har ikke fulgt trop.
Tværtimod, hævder Alden, håndterer vi stadig en transaktion på tværs af landegrænser som i den gode, gamle bytteøkonomi.
Valutaer er begrænsede i brug uden for landegrænser (bortset fra euro og dollars), hvilket gør handel og transaktioner temmelig sårbare. Utallige gange har regeringer og pengefolk haft svært ved at holde den økonomiske damp oppe, endsige under kontrol.
Bogens skrækgalleri af eksempler er blandt andet fra Nigeria. Her ligger inflationen årligt på et giftigt snit af 13 procent.
Egypten har to gange i det seneste århundrede halveret værdien af sin valuta i forhold til dollaren.
Med ét slag har landets arbejdere, handlende og småsparere måttet se deres løn og opsparing sive ud i stort set ingenting.
”Broken Money” har også nogle bud på fremtidsscenarier, når vores penge i stigende grad forsvinder fra læderet til baglommen til tal på en skærm. Her kan teknologier som AI få en afgørende indflydelse på både værdistrømmene, og måden vi kontrollerer dem på.
Alt er jo som bekendt relativt. I efterskælvet fra pandemi, rystede forsyningskæder og hysteriske hop i energipriserne er det nok værd at glæde sig over, at en liter sødmælk igen kan fås for under 15 danske kroner.
Titel: Broken Money
Forfatter: Lyn Alden