Microsoft står nu officielt overfor en formel konkurrenceundersøgelse for at have Teams og Office samlet i samme pakke.
Det meddeler EU-Kommissionen.
Det sker efter klager fra det Salesforce-ejede Slack, som mener, at det forvrider konkurrencen, at Office-kunder automatisk får Teams, og derfor ønsker Salesforce, at Teams og den resterende del af Office-pakken splittes op, så teams bliver et separat produkt.
Teams, som Microsoft tilføjede til Office 365 i 2017 for at erstatte Skype for Business, steg i popularitet under coronapandemien.
EU-Kommissionen ønsker, at sagen skal i gang hurtigt og vil derfor udstede de formelle anklager mod Microsoft i efteråret, medmindre virksomheden kommer med tilstrækkelige indrømmelser, skriver Reuters.
"Fjernkommunikations- og samarbejdsværktøjer som Teams er blevet uundværlige for mange virksomheder i Europa. Vi skal derfor sikre, at markederne for disse produkter forbliver konkurrencedygtige, og virksomheder kan frit vælge de produkter, der bedst opfylder deres behov," udtaler EU's antitrust-chef Margrethe Vestager i en erklæring.
EU modtog i sidste uge ligeledes en klage over Teams fra tyske Alfaview.
"At binde teams med de andre applikationer i Microsoft 365-pakken skaber en multipolær distributionsfordel for den amerikanske koncern," lød det fra Alfaviews administrerende direktør og grundlægger, Niko Fostiropoulos, i en erklæring.
"Vi fortsætter med at samarbejde med Kommissionen i dens undersøgelse og er åbne over for pragmatiske løsninger, der adresserer dens bekymringer og tjener kunderne godt," har Microsoft meddelt.