Når ens barn skifter form eller adfærd, eller folk bare forsvinder, er der grund til at være på vagt. ”Rosemarys Baby” er en klassiker i genren om sære spædbørn, mens HBO’s ”The Leftovers” tog livtag med den bibelske vision om verdens ende, hvor sande troede med ét fordufter til Himlen.
Samme Twilight Zone-agtige fænomener mikses i den kommende gyser/fantasy-serie “The Changeling” fra Apple TV+. Serien er baseret på Victor Lavalles bogsucces af samme navn fra 2017.
Som lille blev boghandleren Apollo Kagwa forladt af sin far. Nu sidder voksne Apollo tilbage med sære, gentagende drømme – og sin egen nyfødte søn.
Med hustruen Emma er Apollo ved at finde sig til rette i forældrerollen med alt, hvad det medfører af bleskift og afbrudt nattesøvn. Apollos drømme tager til, i takt med at Emma ændrer adfærd i retning af en seriøs fødselsdepression.
Gentagne gange modtager Emma fotos af parrets søn på sin telefon. Som en perverteret snap forsvinder fotoet hver gang.
Da hustruen med ét er borte, begynder Apollos forunderlige odyssé gennem hjembyen New York for at genfinde hende. Byen er bare ikke længere, som den burde være, og rejseføreren er vist også lidt uden for skiven.
Apollo guide dukker op som en fremmed, der påstår at vide, hvor Emma er. Turen går blandt andet til en glemt ø i New Yorks East River, en kirkegård fuld af hemmeligheder og en skov i Queens, som emmer af vandrehistorier.
”The Changeling” er blevet kaldt et eventyr for voksne, hvor gys og fabler røres i gryden for at skabe et forvrænget New York, de færreste kan forestille sig.
Titel: The Changeling / Apple TV+ fra 8. september