Digitale spil er gennem årene blevet big business, og flere danske udviklere har også gjort sig gældende.
Det stiller Det Kongelige Bibliotek skarpt på med årets store særudstilling, der netop er åbnet og som bærer titlen ”#DKgame - Skærmtrolde, lejemordere og togsurfere.” Udstillingen løber frem til 13. januar næste år.
Udstillingen tager besøgende med på en rejse gennem historien om og indflydelsen af computerspil på vores liv.
Her dykkes ned i bibliotekets samling af over 4.000 danskproducerede computerspil fra 60'erne og frem til nu, ligesom man fejrer de internationalt anerkendte danske computerspil.
Udstillingen giver også lejlighed til at udforske de fængslende universer i computerspillene, opdage hvordan de påvirker andre aspekter af vores liv og få forskernes perspektiver på, hvordan "gamification" påvirker vores dagligdag.
Endelig får man chancen for at genopdage og prøve spiltitler fra fem årtier – lige fra Skærmtrolden Hugo til VR-spillet What the Bat?
#DKgame er blevet til i samarbejde med en række partnere fra det danske spilmiljø, og du kan læse mere om udstillingen her.