Det er ingen overdrivelse at påstå, at Apples tynde, lette og elegante Macbook Air har dannet skole.
Igennem snart to årtier, har serien budt på alt fra fin til god ydelse og serveret de i et kompakt aluminiumshabit med glimrende driftstid.
Nyeste model i familien bryder dog delvist med den tradition.
Den bliver større, og med vokseværket trækker Apple sin populære laptopfamilie i en helt ny retning.
Det samme, bare større
Apple Macbook Air 15 snyder ligesom sin lillebror lidt på vægten.
Hvor skærmen på Air 13 faktisk er 13,6 tommer, strækker den sig her over 15,3 tommer.
Selve skærme er i 3:2-format, hvorfor det reelle skærmareal er tæt på det du får i en 16 tommer skærm i klassisk 16:9 format.
Til gengæld har Apple skåret en bid af toppen og hjørnerne for at få skabt plads til Facetime-kameraet og for på æstetisk vis at runde hjørnerne.
Hvad der desværre ikke er fundet plads til, er en Face-ID sensor til ansigtsgenkendelse – man er i stedet henvist den efterhånden gammeldags fingeraftrykslæser, Touch-ID.
Ud over det større display er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt der ellers er ændret fra den grundlæggende opskrift i Macbook Air 13.
Man får stadigt serveret et lækkert og overraskende tyndt aluminiumskabinet med to USB-C porte og den snedige Magsafe-strømforsyning, der på magnetisk vis hæfter sig til maskinen og som vigtigst løsner sig, hvis nogen skulle snuble over ledningen.
Så har den reddet maskinen fra en flyvetur.
De største forskelle ligger ikke overraskende i den øgede størrelse.
Hvor 13’eren er uhyre let at have med allevegne, er 15’eren et par centimeter bredere og dybere, mens vægten stiger med et kvart kilo til halvanden kilo.
Her er som altid nogle lækre detaljer, såsom det sleevede strømforsyningskabel, der matcher enhedens farve.
Vi er desuden nu oppe på fire ’farver’ at vælge imellem. Sort, mørke- og lysegrå samt champagne-farvet.
Basisversionen af Macbook Air 15 kommer desuden med en lidt kraftigere 35 watt oplader med to USB-C udgange.
Så har du dermed også strøm til din mobil eller andet udstyr på farten. Man kan også vælge den kraftigere 70 watts lader til samme pris.
Større lærred, større lyd
Macbook Air 15 får lidt flere pixels at rute med en sin lillebror, så alt komme til at fremstå præcist lige så skarpt – bare med mere albuerum til at dine apps, så multitasking med flere vinduer på en gang bliver det lettere.
Når det gælder farver, kontrast og lysstyrke er der til gengæld ingen forskelle at skrive hjem om.
Både Air 13” og Air 15” byder på glimrende skærme. Eneste lille savn er 120Hz Promotion og min-LED teknologien fra Pro-serien, som gør at skærmen hakker en anelse mindre og at kontrasten bliver ekstrem høj.
Hvad der også er mere af i forhold til 13 tommer varianten, er lyden.
Macbook Air 15 kan spille overraskende højt og klart for så tynd en enhed at være.
Når der skrues helt op, bemærker man dog, at bassen er lidt skizofren, de allerdybeste toner er fraværende, mens den mere lyse bas (baritonen?) er boostet.
Det ændrer dog ikke ved, at de seks højttalere, der bydes på her, kan spille et mindre lokale op med film eller musik.
En sidste nævneværdig fordel ved det større korpus er touch-feltet har fået plads til at vokse, hvilket gør det en anelse mere komfortabelt i brug. Tastaturet er identisk.
Velkendte M2-dyder
Macbook Air 15 er bygget omkring den samme processor som i den billigere 13 tommer variant. Her skal bemærkes, at selv basisversionen er udstyret med den fulde M2 processor, som har 25 procent flere grafiske hestekræfter at arbejde med.
I praksis er det dog ikke noget der bemærkes, da Macs nærmest per natur ikke lægger op til spil. Men i applikationer der kan udnytte de ekstra kræfter, bør man få et lille boost.
Det overordnede indtryk er dog, at alting flyver afsted på både den og den mindre Air, så længe man holder sig til gængse kontorprogrammer, browsing og endda foto- eller videoredigering, så længe det ikke bliver for avanceret.
M2-processorens mobilrødder betyder dog, at maskinen kun kan håndtere end ekstern skærm af gangen.
Ynder du at slutte din maskine til en dock og multitaske flittigt på tværs af skærme, er du dog nok mere i Macbook Pro-målgruppen.
Mest bemærkelsesværdigt er fortsat, at det hele afvikles i ultimativ stilhed.
M2-processoren er passivt kølet, hvorfor der aldrig er nogen blæser, der begynder at suse.
Den større Macbook 15 synes måske at have en lille fordel i sit større kabinet, da maskinen ikke synes at blive mere end lun, selvom landet lige nu trues af hedebølge.
En usædvanlig lang driftstid har altid været en af glæderne ved Macbook Air, og den skuffer da heller ikke her.
Med omkring 12 timers solid drift væk fra stikkontakten kan man klare en lang dag på kontoret eller studiet uden at have ens oplader med.
Mit indtryk er også, at driftstiden er lidt længere end på den mindre variant, hvilket er endnu en gevinst ved den lidt større model.
Valget er enkelt
Macbook Air 15 overrasker ikke. Den leverer præcis det, som man kan forvente ved en opskalering af Apple glimrende Macbook Air 13.
Prismæssigt er der heller ikke de store overraskelser – den er med sin basispris på 12.499 kroner to tusinde kroner dyrere, bevares, men basisversionen er også udstyret med den lidt kraftigere processor og lidt bedre oplader.
Skal du konfigurere 13” versionen med samme udstyr er prisspændet reduceret til 900 kroner.
Hvilken du skal vælgei Air-familien er derfor ganske enkelt – gå efter den størrelse, du foretrækker. Jeg sætter dog pris på at mervægten og merprisen er noget mere behersket end når man springer fra Apples Macbook Pro 14 til 16.
Som et lille addendum er det værd at bemærke, hvordan Apples portefølje nu er bestykket.
Tidligere valgte man Air-modeller for at få lette og fikse maskiner, mens Pro-serien bød på plads og power.
Nu står valget mellem Air og Pro serien udelukkende på om man kan udnytte de ekstra kræfter, funktioner og egenskaber man finder i Pro-maskinerne.
På den vis er udviklingen gået som hos Apples iPhones siden 14. generation, hvor man ikke længere differentierer på skærmstørrelse men på features og regnekræfter.
Det samme gælder Mac mini og Mac Studio - og mon ikke det samme snart gør sig gældende i iPad-familien?