Det er som bekendt klogt at blive i bilen på store områder af safariparken ved Knuthenborg, hvis ikke man vil tromles af næsehorn eller blive til kattemad.
Men det er dog nødvendigt at stige ud for at opleve parkens nyeste attraktion, som åbner 13. juni.
På det såkaldte Evolutionsmuseum udstilles en række fossiler af skeletter fra både dinosaurer samt dyr fra Permtiden – dvs. fra før dinoerne fik ben at gå på – og fra de efterfølgende tidsperioder.
På de godt 1.000 kvadratmeter kan man alt i alt blive klogere på mere end 300 millioner års evolutionshistorie.
Dinosaurerne tiltrækker nok størst opmærksomhed, og her er blandt andet udstillet resterne af en ni meter lang, kødædende allosaur samt af en planteædende torosaur, hvis tre meter lange kranium angiveligt er det største på noget dyr, der nogensinde har vandret på kloden.
Museets kronjuvel er derimod det mere uanseelige – men ekstremt sjældne – fossil af en archaeopteryx, der markerede udviklingen fra øgle til fugl.
Desuden er udstillet eksempler på anden megafauna, bl.a. nogle af de enorme pattedyr, der fik plads til at udvikle sig i det lange tidsspænd efter dinoerne var gået endegyldigt til frokost.
Museet er opbygget i topmoderne stil med lys- og lydeffekter samt endda dufte.
Du kan læse mere om Evolutionsmuseet og se billeder fra udstillingen her. Adgang til museet kræver, at man har indløst billet til Knuthenborg Safaripark.