Det danske 3D-teknologiselskab Cobod er i fuld sving med at bygge en ny 3D-printet skole i Lviv i Ukraine.
Byen i det vestlige Ukraine har massivt brug for nye skoler, for byen huser en kvart million internt fordrevne Ukrainere - deriblandt 75.000 børn. Det skriver Radio Free Europe/Radio Liberty.
Ifølge myndighederne i Kyiv er mindst 277 skoler i landet ødelagt af de russiske invasionsstyrker, så projektet i Lviv kan ende med at blive en skabelon for, hvordan nye skoler kan opføres hurtigt. Og det er der brug for, for børn over hele Ukraine mangler skolelokaler.
Stifteren af Cobod, Henrik Lund-Nielsen, siger til britiske BBC, at 3D-printet byggeri sker meget hurtigere og er meget billigere end konventionelt byggeri.
Materialerne til den tandpasta-lignende betonmasse, som 3D-printerne bruger til byggeriet, stammer næsten udelukkende fra Ukraine, og planen er at genbruge materialerne fra de ødelagte bygninger.
Den 3D-printede del af skolen i Lviv bliver færdig i juni, men hele skolen er først klar til brug sidste på året.