Hvor Ringenes Herre er stamfader til moderne fantasy, har Frank Herberts bøger om ørkenplaneten Dune inspireret utallige science-fiction forfattere gennem årene.
Men selv om instruktør David Lynch sad på rattet på første filmatisering fra 1984 og trak på kræfter som Max von Sydow, Virginia Madsen, Sting og Kyle MacLachlan, ville det være en tilsnigelse at betegne resultatet som specielt vellykket.
Så er der heldigvis langt flere proteiner i 2021-versionen, som blev instrueret af Denis Villeneuve.
Filmen er rasende flot, fik overvejende positive anmeldelser og klarede sig også hæderligt på både det store lærred og på streaming.
I hvert fald godt nok til at der nu kommer en efterfølger med den overraskende titel ”Dune: Part Two”, som fortæller anden halvdel af den første Dune-bog.
Handlingen er ganske kompleks, men fortæller i korte træk historien om unge Paul Atriedes’ vej fra udstødt og jaget adelsmand til spirituelt anlagt modstandsleder i front for ørkenfolket Fremen.
På den stjernespækkede rolleliste finder man bl.a. Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Josh Brolin, Christopher Walken, Lea Seydoux og Stellan Skarsgård.
Desuden er her masser af forræderi, magi, storpolitik og kamp om det umådeligt kostbare krydderi, der er Dune’s primære eksportvare. Foruden naturligvis kolossale ørkenorme, som man kan ride på eller blive ædt af afhængig af ens held og dagsform.
For få dage siden blev traileren til Dune: Part Two frigivet, og den kan du se her. Dune: Part Two får efter planen premiere 3. november i år.
Vil man have endnu mere sand i colaen, så er der også udgivet flere brætspil om Dune, hvoraf særligt det nyeste – Dune: Imperium – kan anbefales.
Det er et bragende godt og ikke alt for kompliceret strategispil for 1-4 personer, der har høstet talrige branchepriser de sidste par år og gennem længere tid også har ligget højt på listen over de mest populære og roste titler på BoardGameGeek.