Cybersikkerhed er et af de mest brandvarme og forretningskritiske områder lige nu. Og politiet prøver at følge med.
Til Finans fortæller sektionsleder for Nationalt Center for Særlig Kriminalitet (NSK), Henriette Erbs, at politiet har tredoblet antallet af medarbejdere i enheden for bekæmpelse af avanceret it-kriminalitet og oprettet en særlig hotline til virksomheder.
En tredobling af medarbejderstaben betyder, at der nu i alt er ansat 20 personer i afdelingen, som nu består af det, som hun kalder for ‘first respone-team’ af tekniske eksperter.
Hertil kommer, at også de enkelte politikredse skal efterforskel cyberkriminalitet. Det har de dog ofte svært ved, da de ofte mangler de nødvendige kompetencer.
“Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at finde gerningsmændene bag et cyberangreb, men ofte er der tale om store aktører og sagskomplekser, så det handler også om at koordinere og samarbejde internationalt,” siger Henriette Erbs til avisen.
Computerworld har tidligere beskrevet hvor svært det er at få hjælp fra det offentlige, hvis man bliver ramt af cyberangreb.