Microsoft overgår forventningerne for indtjening og omsætning i det seneste kvartal, og det sætter aktiekursen i bevægelse.
Umiddelbart efter regnskabsaflæggelsen steg Microsoft-aktien med ni procent i eftermarkedet. Siden er den dalet en anelse, og i skrivende stund er aktien oppe med 7,5 procent.
For kvartalet endte omsætningen på 52,86 milliarder dollar, hvilket er en vækst på syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Samtidig steg indtjeningen med ni procent til 18,3 milliarder dollar fra 16,73 milliarder dollar sidste år.
Omsætningen i Microsofts Intelligent Cloud-forretning, der indbefatter Azure public cloud, Enterprise Services, SQL Server og Windows Server, genererede 22,08 milliarder dollar i kvartalet. Det er en stigning på 16 procent.
Selskabets produktivitets- og forretningsprocesser-segment, der indeholder Dynamics, LinkedIn og Office, hev 17,52 milliarder dollar hjem i omsætning, hvilket svarer til en stigning på 11 procent.
Kommunikationstjenesten Microsoft Teams rundede samtidig 300 millioner brugere, hvilket er 20 millioner flere brugere sammenlignet med forrige kvartal, lyder det.
Området for brugerrettede tjenester og produkter, der blandt andet indebærer Xbox, søgemaskinen Bing, Surface og Windows, gik tilbage med i procent og endte på 13,26 milliarder dollar.
Samtidig gik salget af Windows-licenser til operativsystemet tilbage med 28 procent.