Kæmpe-investeringer i en ny SAP-platform er blandt de væsentlige årsager til, at Coop Danmark lander sit største underskud nogensinde.
Selskabet landede et historisk stort underskud på 628 millioner kroner.
Det skyldes en række faktorer - herunder kke mindst den nye Coop One-platform, som har kostet flere milliarder kroner af udrulle.
Den nævner Coop Danmark selv om en af de tre primære årsager til det store underskud. De to øvrige er i øvrigt ændring af danskernes indkøbsvaner og lavere avance.
Coop One-projektet bygger på SAP’s nyeste platform, S/4HANA Retail.
Coop har været i gang med udviklingen og implementeringen af kæmpe-projektet siden 2017, og selskabets teknikere har siden 2019 været i gang med at flytte Coops enorme varekatalog fra sit 50 år gamle ERP-system og over i det nye og avancerede system.
Projektet har kostet dyrt.
Coops tidligere CIO, Morten Holm, fortalte i 2019 til Computerworld, at Coop One-projektet kostede halvanden millioner kroner om dagen. Samlet lød budgettet på omkring 2,5 milliarder kroner, da implementerings-projektet gik i gang i 2019.
Til Politiken meddeler Coop, at investeringerne i blandt andet it-platformen har kostet Coop mere end 750 millioner kroner i 2022.
Coop melder nu, at it-platformen er på plads. Den kommer til at spille en væsentlig rolle for Coop i fremtiden.
“På milliard-investeringen i den nye SAP-platform, Coop One, er de sidste vareområder blevet rullet ud i 2022, og systemet fungerer og vil give betydelige gevinster de kommende år,” lyder det fra Coop i dag.
Coops CIO, Lars Ole Dybdal, har tidligere fortalt til Computerworld, at gevinsterne ikke hentes hjem med det samme.
“Men vi får lagt et nyt fundamentet, hvor vi får samlet hele ERP-landskabet og data på én samlet platform. Jeg ser et gigantisk potentiale i hele datadelen. At kunne arbejde real time og near real time med forretningsdata. Vi skal være langt mere databaserede, og vi skal sikre, at der er én og kun én sandhed i forhold til data,” har han sagt til os om det store projekt.
Det er planen, at Coops finanssystemer som de sidste skal kobles på den nye SAP-platform, hvilket forventes afsluttet om nogle måneder.
Det kommer til at markere afslutningen på det store implementerings-projekt.
Dernæst bliver fokus rettet på videreudvikling og udbygning af platformen, som af Coop er blevet kaldt for ‘branchens allermest moderne it-fundament.
“Med store investeringer i de tre kæder [Coop, Brugsen og 365Discount, red], med en topmoderne it-platform udrullet til alle vareområder og butikker, de stærkeste egne varemærker og en offensiv satsning på ansvarlighed vil vi i de kommende år blive endnu mere attraktive for kunderne, og dermed igen vokse og vinde markedsandele,” meddeler topchef Kræn Østergård Nielsen.