Her er den mulige arvtager til Tesla Model 3
Det har længe svirret med forlydender om, at Teslas billigste elbil til dato snart ville få en overhaling.
Rygterne intensiveres nu af, at et billede af fronten på en mystisk ny model florerer på nettet.
Billedet skulle vise fronten af hvad prototypebilen ’Highland’, som er afløseren til den nuværende Tesla Model 3.
Her ses det, hvordan særligt lygternes design er strammet op, så de minder mere om Teslas kommende ’Roadster’, mens der samtidig bydes på mindre øvrige fintuninger af det Model 3’s ydre omkring - blandt andet omkring kofangeren.
Antydningen af et hus til et eventuelt instrumentbræt kan også anes, hvilket indikerer at Teslas tilgang med en enkel monolitisk skærm til alle funktioner måske bliver revideret.
El-motormediet Electrek noterer dog, at der kan være tale om et såkaldt ’bodykit’, hvor der blot er tale om eftermonteret staffage, der forsøges passeret som en ny model.
Nyhedsbureauet Reuters har i november 2022 erfaret, at Model 3’s afløser vil blive sat i produktion i tredje kvartal 2023 op til en offentliggørelse.
Tesla har siden januar 2023 månedligt sat priserne på sine bilmodeller ned. Model 3 og storesøster Model Y er de to modeller, som har fået de største nedsættelser, med priser som er faldet med op til en tredjedel.
Tesla Model 3 fik sin officielle debut 31. marts 2016.
Motorola slipper mægtig Edge 40 Pro smartphone løs
Endnu en bejler til Android-verdens førerposition er sluppet løs. Efter lanceringer af Samsungs S23 Ultra, OnePlus 11 og Xiaomi 13 Pro er Motorola denne uge klar med sin mægtige Edge 40 Pro.
Her diskes op med 6,7 tommers skærm med 165 Hz teknologi, mens der øverst oppe gemmer sig et selfiekamera på 60 megapixels.
Bagpå bydes der på tredobbelt kamera med to gange 50 megapixels til både standard- og ultravidvinkel optagelser. Dette flankeres af et telemodul med to gange optisk zoom.
Mobilen er født med 12 gigabyte hukommelse og den hurtigste processor fra Qualcomm: En Snapdragon 8 Gen 2.
Batteriet er på 4.600 mAh og får ekstrem hurtig opladning med en 125 watts oplader. Her loves at batteriet kan tankes halvt op på syv minutter eller helt op på 20 minutter.
Motorola Edge 40 Pro debuterer på det danske marked 10.april til en pris på 6.699 kroner.
Monster-maskine byder på seks skærme og 192 kerner
Mens laptop-producenter døjer med at klemme dagens kraftigste processorer og grafikkort i et bærbart format sigter niche-producenten ’Mediaworkstation’ helt anderledes højt.
Her arbejdes på at klemme det kraftigste workstation-hardware ned i en kolossal, men lige akkurat bærbar, kasse, mens der tilbydes op til seks indbyggede skærme til enheden.
Det mobile hardware-arsenal kan ekviperes med op til to processorer fra AMD’s Epyc 9654 kollektion. Sammenlagt leverer de i alt 192 regnekerner, der kan adressere 384 regnetråde på en gang. Det er 16 gange mere end det, du finder i dagens kraftigste laptops.
Samtidig får monster-maskinen op til hele tre terabyte hukommelse at rute med og lynhurtige input/output muligheder via 10 Gb Ethernet, SlimSAS 4i og 8i forbindelser samt rigelige yderlige lagermuligheder via et væld af både M2 og SATA-porte. Her er dog ingen wi-fi opkobling.
Det hele akkompagneres af en modulær skærmanordning, som kan skalere fra en 24 tomer 4K skærm helt op til seks af slagsen, som kan klappes ud i en tre gange to vifte. Sammenlagt giver de samme skærmareal og opløsning som en 60 tommers 12K skærm.
Udstyret med hele seks skærme, vejer bæstet i alt 25 kilo.
Prisen oplyser selskabet ikke, men kan rekvireres efter behov. Men med en debutpris på 11.805 amerikanske dollar, altså knap 80.000 kroner, for grundmodellen med blot en Epyc 9654 ombord, bliver det med al sandsynlighed en bekostelig affære.
Du kan læse mere om de afsindigie Mediaworkstation systemer her.