Englænderne kan det der med kuldslåede helte som Le Carrés George Smiley eller Colin Dexters Morse.
Men hvad hvis man har et helt hold af folk, som på en eller anden måde har trampet så meget i det professionelle spinatbed at de ikke længere kan bruges?
Normalt ville man fyre dem.
Men når det handler om efterretningstjenesten og landets sikkerhed så er det måske bedre at beholde dem på lønningslisten så de ikke føler sig fristet til at sælge eventuelle hemmeligheder til udlandet - eller statens virkelige fjender: Aviserne.
Det er præmissen i engelske Mick Herrons glimrende bøger, startende med Slough House (på dansk oversat til den sære titel ”Slagteheste”).
For her er alle de håbløse tilfælde ansat til at gennemlæse endeløse Excel-ark eller andre meningsløse opgaver under ledelse af Jackson Lamb, en chef der ikke er bange for at drikke whisky at tekoppen eller højlydt slippe en vind under afdelingsmøderne.
Det kan lyde som en sær parodi, men Mick Herrons bøger og Apple TV+ serien med bla. Gary Oldman, som nu findes i to sæsoner, er både værd at læse og se.
For som med John Le Carré er Mick Herrons historier om det beskidte spil der foregår for at beskytte demokratiet, efterretningstjenestens ry og de politiske chefers karriere med til at holde et spejl op for læserne og vores samfund.
Læsere kan finde Mick Herrons bøger på både dansk og engelsk. Seere kan finde seriens to sæsoner på Apple Tv+
Du kan også se traileren for første sæson herunder: