Nu troede vi lige, at 2023 ville blive en smule bedre end 2022. Eller måske var der reelt, nok mere tale om et håb.
Et håb om at diverse diktatorer ikke ville begære deres næstes territorie, et håb om færre globale epidemier og et håb om at færre skibe ville parkere sig på tværs af centrale passager og blokere hele verdens forsyningskæder.
Og ja, set i bakspejlet virker det en smule naivt.
Men selv i de mere pessimistiske stunder var det svært at forestille sig endnu en bank-drevet nedtur.
For havde vi ikke sådan en omkring 2008?
Du ved det, som vi kaldte finanskrisen.
Som kom efter årtiers intens lobbydrevet deregulering, som sendte det meste af verdenen et par år i rødt hvorefter vi lovede hinanden at det var vi alt for kloge til at lade ske igen?
Men ind på scenen trådte først i marts den it-fokuserede Silicon Valley Bank, hvis kunder i løbet af få dage panikkede i sådan en grad, at de amerikanske myndigheder måtte træde til.
Tre lektioner - og en bonus
Så langt så godt. Men historien indeholder tre vigtige lektioner. To er grumme, og én enkelt god.
Den første grumme er, at verden er meget meget mindre end vi tror og planlægger efter. For hvad der begyndte som en historie om, at nogle amerikanske start-ups ikke kunne betale løn, udviklede sig på få dage til også at involvere danske firmaer som Trifork og Zealand Pharma, som begge havde millioner ude og svømme i den kriseramte bank.
Banken er nu reddet, men det kritiske blik på banker gør – lidt forenklet – at Credit Suisse i skrivende stund har mistet 60 procent af sin værdi og de store danske banker også får seriøse børs-bank pt.
Det er derfor en vigtig lektion som ikke kan gentages ofte nok: Globale problemer vil på få dage bliver dit og mit lokale problem.
Vi er ikke blevet klogere
Den anden grumme lektion er, at vi tilsyneladende ikke er blevet klogere og bedre til at bygge modstandsdygtige systemer.
Vi er på vej på forsvars- og sikkerhedsområdet, men vores økonomiske model er tilsyneladende mere sårbar end man umiddelbart aner.
Den gode nyhed er dog, at vi tilsyneladende er blevet bedre til at handle hurtigt.
For få dage inde i bankens krise trådte de amerikanske myndigheder til og afbødede det, som måske kunne have været en langt værre global krise.
Tyngdekraften gælder også det digitale
Den sidste bonuslektion er dog nok den vigtigste.
For tidligere kunne it-erhvervet stort set holde sig fri af omliggende samfundsmæssige udfordringer, godt hjulpet af en næsten konstant økonomisk vækst drevet af en enorm efterspørgsel på digital omstilling internt i virksomhederne og organisationer.
Sådan vil det sandsynligvis være lang tid endnu. Men der er samtidig tegn på at tyngdekraften så småt også gælder for det digitale område.
Det betyder, at en lang række dogmer omkring drift, ROI, hastighed, arbejdsformer og hvordan man anvender teknologipartnere nu, er oppe i luften.
Det er i sandhed spændende tider...