Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Dansk styrelse opsiger og politianmelder medarbejder for snag / Andelen af kvindelige it-specialister er næsten ikke vokset på 10 år / I dag åbner Offdig i Odense

Dansk styrelse opsiger og politianmelder medarbejder for snag. Andelen af kvindelige it-specialister er næsten ikke vokset på 10 år. I dag åbner Offdig i Odense. Intel vil have øget statstilskud fra Tyskland for at bygge chip-fab. Finanstilsyn vil have indblik i Elon Musks e-mails.

Velkommen til onsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Morgenens overblik er udarbejdet af Dan Jensen.

Dansk styrelse opsiger og politianmelder medarbejder for snag

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) afskediger og politianmelder en unavngivet medarbejder, som Siri mener har skaffet sig adgang til personoplysninger på et stort antal personer.

Ifølge Siri har medarbejderen kigget i oplysningerne i CPR-registeret samt muligvis i styrelsens sagsbehandlingssystem.

“Det kan ikke udelukkes, at 3.300 personers data, i perioden fra januar 2021 til november 2022 er blevet tilgået uberettiget af medarbejderen,” meddeler styrelsen.

Sagen begyndte at rulle efter henvendelse fra en borger, som menete, at en medarbejder uden hjemme kiggede i personens oplysninger.

Du kan læse mere om sagen hos Siri her.

Andelen af kvindelige it-specialister er næsten ikke vokset på 10 år

På trods af mange taler, planer og meninger om sagen, har andelen af kvindelige it-specialister i it-branchen næsten ikke rykket sig i de seneste 10 år.

Tal fra Eurostat, som IT-Branchen har udsendt, viser, at andelen af kvindelige it-specialister er vokset fra 19,2 til 22,9 procent i de seneste 10 år.

IT-Branchens Mette Lundberg kalder det for ‘rigtigt ærgerligt,’ at branchen ‘ikke er lykkedes’ med at tiltrække flere kvinder.

Billedet er i øvrigt det samme på it-uddannelserne. Ifølge IT-Branchen er 71 procent af de studerende på de datalogiske institutter på universiteterne mænd, og det er dermed nogenlunde, som det altid har været.

“IT-Branchen anbefaler derfor, at Teknologiforståelse indføres i folkeskolen og at alle gode kræfter samles i en målrettet indsats for at øge diversiteten på it-uddannelserne,” lyder det fra brancheorganisationen.

Børsen skriver i øvrigt i den sammenhæng, at blot 20 procent af lederne set bredt over alle brancher tror, at vi i Danmark kan nå målet om en ligelig fordeling af mænd og kvinder i topledelserne inden 2030.

I dag åbner Offdig i Odense

Om få timer slår Dansk IT dørene op for den store OffDig-konference, der vanen tro finder sted i Odense.

Den offentlige digitaliserings-konference byder ifølge Dansk IT på “spændende debatter, keynotes, cases, festligheder og meget mere, som både kaster et blik tilbage og zoomer ind på den offentlige digitalisering nu og for fremtiden.”

Dansk IT’s forperson, Lisa Herold Ferbing, samt Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), byder velkommen og skyder det hele i gang klokken 09:00.

OffDig løber frem til torsdag eftermiddag.

Du kan læse mere om årets OffDig-konkurrence her.

Intel vil have øget statstilskud fra Tyskland for at bygge chip-fab

Intel søger om at få udbetalt yderligere fire-fem milliarder euro af den tyske stat i subsidier til byggeriet af en kommende kæmpe chip-fabrik i Magdeburg midt i landet.

Tyskland har allerede garanteret udbetalingen af 6,8 milliarder euro i statsstøtte. Alligevel stoppede Intel byggeriet af fabrikken i fjor på grund af økonomisk modvind, stigende omkostninger og lignende.

Intel havde oprindeligt regnet med, at den tyske fabrik ville koste 17 milliarder euro, hvoraf de 40 procent skulle bestå af statstøtte. Prisen er nu steget til forventet 30 milliarder euro, skriver Bloomberg.

Chip-fabrik - de såkaldte ‘fabs’ - er teknologisk meget avancerede og nærmest sterile komplekser. Intel vil i alt investere 88 milliarder euro i at udbygge sin chip-produktion i Europa.

Med i planerne er den nye fab i Frankrig, et nyt pakkeri i Italien og udbygning af den nuværende fab i Irland.

Finanstilsyn vil have indblik i Elon Musks e-mails

Det amerikanske finanstilsyn, SEC, vil have Elon Musk og Twitter til at udlevere e-mails og anden intern kommunikation forbundet med Elon Musks overtagelse af Twitter i slutningen af oktober samt de store fyringsrunder, som blev iværksat umiddelbart herefter.

Washington Post skriver, at SEC desuden vil have Twitter til at ‘identificere samtlige journalister,’ der i tiden omkring salget af Twitter fik adgang til interne Twitter-dokumenter.

I brevet skriver SEC, at man er bekymret over, hvilke konsekvenser de mange fyringer ville have på Twitters evner til at beskytte brugers personlige informationer og Twitters evne til på længere sigt at være compliant med regler og love på området.