Godmorgen, og slava Ukraini 🇺🇦
Her kommer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld, og igen i dag er det Jacob Wittorff, der har forfattet den til dig.
I dag er det fredag den 24. februar, og i dag præcis et år siden, at Rusland invaderede Ukraine.
Dagens første nyhed tager netop udgangspunkt i denne triste årsdag.
Advarer mod cyberangreb på årsdag for Ruslands invasion af Ukraine.
Der er øget risiko for russiske cyberangreb i dag, hvor der er årsdag for Ruslands invasion af Ukraine.
Sådan lyder advarslen fra it-sikkerhedsvirksomheden Logpoint, der kommer med advarslen oven på lignende advarsler fra ukrainske myndigheder.
Logpoint oplyser, at virksomheden har registreret et forøget aktivitetsniveau hos den russiske hackergruppe Gamaredon, som normalt er kendetegnet ved at være mere fokuseret på cyberspionage end ødelæggende cyberangreb.
“Gamaredon har udført flere cyberangreb mod Ukraine, siden gruppen opstod i juni 2013 et par måneder før Rusland annekterede Krimhalvøen. Vi har på det sidste set et væsentligt temposkift i deres aktivitetsniveau, og gruppen er den mest aktive, påtrængende og vidt forgrenede APT,” siger Doron Davidson, direktør for global services hos Logpoint, ifølge en pressemeddelelse.
Tidligere TDC-direktør stopper i svensk virksomhed og vender hjem til Danmark
Lasse Pilgaard, der er tidligere finansdirektør hos TDC stopper, som finansdirektør for den børsnoterede svenske underholdningskoncernen Modern Times Group (MTG efter et år i koncernen.
Ifølge en pressemeddelelse fra MTG ønsker Lasse Pilgaard at fortsætte sin karriere tættere på sin familie og sit hjem i København.
“Han har været instrumentelt for ændringen af vores strategi og evolution som virksomhed, og jeg sætter pris på alt Lasse bidraget med til vores succes siden, at han blev en af virksomheden, men jeg forstår også hans ønske om at være tættere på sin familie,” siger Maria Redin, administrerende direktør for MTG ifølge en pressemeddelse.
Bøger skrevet med ChatGPT boomer på Amazon
ChatGPT popularitet har ført til et sandt boom i bøger skrevet med ChatGPT på Amazon.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters findes der således mere end 200 e-bøger på Amazon, hvor ChatGPT er opført som medforfatter.
Dertil er der sandsynligvis et mørketal med e-bøger, hvor ChatGPT er blevet anvendt, men hvor det ikke bliver oplyst af den menneskelige forfatter
Amazon jagter rum-iværksættere
Det er velkendt at Amazon-stifteren Jeff Bezos er rum-entusiast og blandt står bag rum-virksomheden Blue Origin.
Men også i Amazon-regi er der interesse for rummet, og AWS leder således efter deltagere til tiltaget AWS Space Accelarator, som henvender sig til nystartede virksomhed inden for rum-området.
Der er plads til 15 kandidater i programmet, hvor iværksætterne kan søge om midler, teknisk support og strategisk rådgivning.
Ønsker din virksomhed at deltage, så kan du gøre det via følgende link
I dag ville Steve Jobs være fyldt 68 år
Steve Jobs blev født den 24. februar 1955 i San Francisco, og han ville således være fyldt 68 i dag.
I 1976 stiftede Steve Jobs Apple sammen med Steve Wozniack, og da han i 1997 efter flere års fravær vendte tilbage til et kriseramt Apple, var han med til at genrejse selskabet.
Steve Jobs er også medstifter af produktionsselskabet Pixar, der står bag verdens første 3D-animerede tegnefilm Toy Story, og som efterfølgende er blevet opkøbt af Disney.
Den 5. oktober 2011 døde Steve Jobs 56 år gammel. Du kan genlæse Computerworlds nekrolog her.