Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: En femtedel af danskerne er utilfredse med MitID / 2021.AI og Per Koguts nye selskab danner partnerskab / Donald Trump er tilbage på Facebook

En femtedel af danskerne er utilfredse med MitID. 2021. It-sikkerhedsekspert Peter Kruse får bestyrelsespost. AI og Per Koguts nye selskab danner partnerskab. VMware sætter dato på stor dansk konference. Astralis og HP forlænger partnerskab. Donald Trump er tilbage på Facebook.

Godmorgen og velkommen til fredagens morgen-briefing her fra redaktionen.

Det er Alexander Haslund, der fra morgenkvisten anretter ugens sidste nyhedsmiddag, der i dag består af seks hurtige snacks.

Rigtig god læselyst og god weekend, når du kommer så langt.

En femtedel af danskerne er utilfredse med MitID

En undersøgelse af brugertilfredsheden med MitID viser, at 64 procent af danskerne er tilfredse med deres nye digitale ID.

Men.

18 procent er utilfredse med løsningen.

Det skriver Digitaliseringsstyrelsen på sin hjemmeside, hvor vicedirektør Adam Lebech forholder sig til målingen.

"Når knap en femtedel af borgerne er utilfredse med MitID, er det noget, vi skal tage alvorligt. Det har ikke været lige let for alle at få MitID, og tallene her understreger, hvor vigtigt det er, at vi løbende har øje for, hvordan vi kan forbedre løsningen," lyder det fra Adam Lebech.

"Ser man på tallene for, hvor mange der var utilfredse med NemID, dengang det blev lanceret, og hvor populær den løsning siden hen er blevet, så håber og tror vi på, at vi kommer til at se samme udvikling for MitID."

Da brugertilfredsheden første gang blev målt af NemID i 2010 var også omkring 18 procent utilfredse. Senere i 2021, da Digitaliseringsstyrelsen foretog en ny måling, var det kun to procent, der var utilfredse med NemID.

I gennemsnit foretages 17 millioner transaktioner om ugen med MitID, som i dag står for cirka 95 procent af alle transaktioner.

It-sikkerhedsekspert Peter Kruse får bestyrelsespost

Peter Kruse er indtrådt i bestyrelsen for PensionsSelskabet pension & health care services.

Det skriver han via Linkedin.

"Det er et privilegium at arbejde med så mange kompetente mennesker i en voksende virksomhed med hjertet på det rette sted," lyder det fra it-sikkerhedseksperten.

Peter Kruse med en mangeårige karriere i it-sikkerhedsbranchen er i dag ejer af Kruse Industries, som arbejder med it-sikkerhed.

I oktober solgte han sin ejerandel i Heimdal og CSIS.

2021.AI og Per Koguts nye selskab danner partnerskab

2021.AI og Relatable Consulting Group, stiftet af tidligere NNIT-direktør Per Kogut, indgår et strategisk partnerskab.

Det skriver 2021.AI i en meddelelse til Computerworld.

Med det nye samarbejde vil parterne kombinerer 2021.AIs AI-model og -platformsservice med Relatable Consulting Groups konsulentydelser inden for transformations strategi og it-projektledelse.

2021.AI og Relatable Consulting Group-partnerskabet skal hjælpe organisationer med at lykkes med en holistisk tilgang til AI på baggrund af en blanding af teknisk, strategisk og organisatorisk ekspertise, lyder det.

"Sammen, som ét team, vil vi frigøre det fulde potentiale af AI-transformationer og sende vores kunder på vejen til succes med AI i form af øget effektivitet, indtjening og konkurrencefordel," udtaler Per Kogut, direktør for Relatable Consulting.

VMware sætter dato på stor dansk konference

VMware har sat dato på en stor konference i vores hovedstad.

9. maj i år er VMware klar med VMware Technology 2023.

Det skriver VMwares danske landechef Lars-Bo Klausen via Linkedin.

Det bliver med fokus på multi-cloud, hvor eksperter inden for forskellige områder vil præsentere fremtidens løsninger, lover Lars-Bo Klausen.

Konferencen vil foregå i Langelinie Pavillonen i København.

Astralis og HP forlænger partnerskab

For femte år i træk forlænger og udvider Astralis og HP deres kommercielle partnerskaber.

Den nye aftale omfatter en integration af AMD-brandet i partnerskabet, med fornyet fokus på aktivering omkring holdene, nyt content på Astralis' digitale kanaler og en række fysiske arrangementer og aktivering i Astralis Nexus, esportsorganisationens to etagers 1.200 kvm gaming- og eventcenter i København.

Det skriver HP i en meddelelse til Computerworld.

Aftalen er forlænget med 12 måneder, hvilket er standarden for alle kommercielle partnerskabskontrakter med HP's gaming-mærke OMEN. Parterne er blevet enige om ikke at kommentere nærmere detaljer omkring den økonomiske side af aftalen.

Donald Trump er tilbage på Facebook

Meta har genoprettet den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps adgang til Facebook og Instagram.

Det bekræfter en talsmand hos Meta, skriver Reuters.

Ophævelsen af Trumps forbud sker efter en toårig udelukkelse efter stormen på Capitol Hill 6. januar 2021.

Trump har tidligere annonceret, at han går efter præsidentposten til valget i 2024

Han havde 23 millioner følgere på Instagram og 34 millioner på Facebook i januar.