Verdens tre største cloud-selskaber har vind i sejlene og har i de seneste måneder øget deres samlede andel af det globale marked.
Tilsammen sidder AWS, Microsoft og Google nu på hele 66 procent af det globale cloud-marked.
Ifølge nye tal fra analysehuset Synergy Research rundede det samlede cloud-forbrug i fjerde kvartal i fjor 61 milliarder dollar. Det svarer til knap 435 milliarder kroner.
Det svarer til en forøgelse på næsten 20 procent i forhold til det tilsvarende kvartal et år tidligere.
Væksten kunne imidlertid sagtens have været højere, men blev ifølge analysehuset bremset af især den stærke amerikanske dollarkurs samt de restriktioner, der er blevet pålagt det kinesiske marked i den senere tid.
Især Microsoft går frem
Ifølge Synergy Research går især Microsoft frem for tiden.
Selskabet har på få måneder øget sin markedsandel til nu 23 procent af det globale cloud-marked.
Det betyder, at Microsoft med Azure haler ind på verdens største cloud-selskab AWS, som fortsat ligger stabilt på sin globale markeds-andel på omkring 34 procent.
Googles markedsandel er ligeledes nogenlunde stabil på omkring 11 procent.