Har du et stort hus eller mange brugere er løsningen en stærk router med en skov af antenner, der kan forstærke signalet langt ud i huset.
Men det er ikke altid nok, hvis du har et stort hus eller en stor lejlighed. De nye wifi 6-baserede mesh-løsninger er derfor en oplagt investering.
Mesh er også løsningen, hvis du har enheder, der har det bedst med at være koblet til et kabel. Så er det bare at sætte RJ45 kablet til den nærmeste mesh-enhed. hvorefter det hele spiller.
Det er smart - og det er alsidigt. Til gengæld er prisen ofte i den høje ende, fordi pakkerne oftest indeholder to eller tre enheder.
Der er desuden ofte ret stor forskel på både interfaces, brugervenlighed og hastighed - alt efter hvad producenterne har valgt at prioritere.
Vi har derfor igennem en længere periode testet tre meget forskellige bud fra TP Link, Netgear og Asus.
Så læs med og lad dig inspirere til, hvilken mulighed du eller det mindre firma skal vælge.
TP Link Deco X60: Den gode og enkle
Den traditionelle mesh-løsning med tre enheder fra TP Link udmærker sig ved sin enkelthed. Det gælder i alt fra design til opsætning og den daglige brug.
Det er bare at sætte en af dem til din router, og du sætter dem til en for en. Og de kan så udbygges med flere enheder, efterhånden som familien eller firmaet vokser.
Prisen for den samlede pakke med tre enheder på 3.000 kroner er godkendt, mens du må betale stive 1.400 kroner for en ekstra mesh.
En god detalje er den app, du sætter Deco X60 op med. Den er enkel at bruge, og du har alle tre enheder oppe at køre på under et kvarter.
At der er to ethernet-tilslutninger i hver enhed, er også en rar detalje til de områder, hvor du har flere enheder, du gerne vil have på. Tænk på det som et virtuelt kablet netværk.
TP-Link kan uden problemer trække den store familie, der streamer 4K og spiller samtidig.
Netgear Orbi AX4200: Den onde og alsidige
Det unikke ved Netgears Orbi AX4200 er, at det har mulighed for 5G indbygget. Det er faktisk den feature, som de bygger sættet over. At kunne tilslutte netværk kobber eller fiber er blot en option.
Derfor er Orbi bestående af to enheder: Hovedenheden, der også er et modem, hvor du kan tilslutte både kabel og et 5G SIM-kort. Samt en ekstra lidt mindre enhed, der fungerer som en mesh. Og disse kan så udbygges efter behov med flere mesh-enheder.
Sættet fungerer ret fremragende og meget enkelt at sætte op – og der er tydeligt fokus på 5G muligheden.
Sættet kan klare op til 40 samtidige tilsluttede enheder og i vores lavpraktiske test dækkede de to enheder det store hus plus have godt.
Det løber ikke hurtigere end traditionelle mesh-enheder, når det samme netværk tilsluttes. Til gengæld dækker det så godt, at du godt kan nøjes med de to enheder, der følger med.
Det er nok meget godt, nu prisen er over de ret voldsomme 9.000 kroner.
Asus Wi-Fi Pro ET12: Den grusomme og vildt hurtige
Hastigheden er det centrale hos Asus med selskabets Wi-Fi Pro ET12-løsning.
De to sorte tårne klarer sig bedst i vores test. Det gælder, når vi er tæt på enhederne, ligesom de dækker længere end selv nogle mesh-løsninger, der har tre enheder.
De fire antenner i toppen af hver enhed får virkelig farten ud i bygningen. Selv i et rækkehus i tre etager i beton er der fuld smæk på internettet ud i den fjerneste krog.
Vi prøvede to computere, to musik streams og to, der streamede tv på samme tid, uden at netværket led overlast.
Der er dog minuspunkter. Dels var der lidt bøvl med appen, som du anvender til opsætning - der dog kan være løst via en opdatering når dette læses.
Den anden minuspunkt er prisen på små 7.000 kroner, eller mere end det dobbelte af det du skal betale for et traditionelt sæt.
Til gengæld er du sikret hastighed, der er vanedannende.
Konklusion: Ingen klar vinder
At finde en samlet vinder i dette lille felt er ikke muligt.
For ser vi alene på prisen, er TP-Link vinderen. Men har du ikke adgang til hurtig fiber, er Orbi løsningen på grund af den indbyggede mulighed for 5G. Og vil du blot have den højeste hastighed, så skal du vælge Asus.
Det gør til gengæld valget af type let, da dit behov er styrende for valget.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg finder alle tre løsninger imponerende på hver deres måde.
Deco X60-sættet fra TP-Link har jeg prøvet i længst tid og det giver høj hastighed og helt problemfri dagligdag. Og samtidig er prisen mere spiselig end mange andre mesh-systemer.
Netgears Orbi giver som sagt ikke højere hastighed. Men indtil for to år siden kunne jeg ikke få fiber, hvor jeg bor - og måtte bruge et modem med kombineret kobber/4G netværk.
Der ville jeg med glæde have ofret den høje pris, for at få det løft i hastighed, som Orbi kunne have givet mig.
Asus' løsning er vildt imponerende og i mange situationer lidt overflødig. Men i storfamilien, der har den bedste fiber-løsning og alligevel finder netværket i huset lidt sløvt, vil den være en gave.
Husk du kan få besked om de nyeste test og tech-nyheder i vores ugentlige nyhedsbrev. Skriv dig op lige herunder.