Det seneste kvartal har været usædvanlig drøjt for smartphone-markedet, som har registreret det største fald i salget nogensinde.
Det skriver finansmediet CNBC.
I alt er det blevet til 1,21 milliarder nye smartphones på markedet igennem 2022, det laveste antal siden 2013.
I årets sidste kvartal er det blot blevet til 300 millioner solgte smartphones, et fald på 18,3 procent i forhold til 2021, hvilket svarer til det største fald, der nogensinde er registreret i analysehusets IDC’s tal.
Den ekstreme nedtur forklares af analysehuset med, at der igennem året har været tiltagende makroøkonomiske modvinde, mens efterspørgslen er dalet.
Blandt de store spillere på mobilscenen forbliver Apple og Samsung på tronen, som men registrerer respektive tilbagegang på 14,9 og 15,6 procent i styksalget i årets sidste og sværeste kvartal.
Markedets tredjestørste producent, kinesiske Xiaomi, registrerer her en tilbagegang på hele 26,3 procent i samme periode.
Lækker Audi-koncept er både coupé og truck
Den tyske bilproducent er igen ude med et lovende koncept til fremtidens eldrevne sports-SUV’er.
Visionen hedder ’Activesphere’ og blander elementer fra sjældent forenelige verdener fra både sports-coupéer til terrængående pickup-trucks.
Her ses en veldrejet sportsvognslignende coupé monteret oven på et terrængående chassis med massive 22 tommer hjul og varierende frihøjde.
Bag på er en åbning, som kan agere lad ligesom på en pickup-truck, hvilket Audi hævder gør bilen til selskabets mest alsidige koncept nogensinde.
Mens Activesphere blander flere modsatrettede elementer, som ikke nødvendigvis vil ende med at blive set på vejene, vil den dog byde på en platform, som selskabet vil anvende til alt fra sportsvogne til store terrængående SUV’er.
Platformen kaldet ’PPE’, eller Premium Platform Electric, vil byde 800V teknik, som vil sikre ekstrem hurtig opladning i størrelsesorden 300 kilometer på 10 minutter.
Kommende biler baseret på platformen vil blandt andet være Audis kommende A6-modeller samt Porsche elektrificerede Macan.
Spionfotos: Her er Nvidias afsindige superkort
Nvidia synes ellers ikke at have holdt igen, da det løftede sløret for sit nye flagskib indenfor grafikkort med überkortet RTX 4090.
Her blev leveret fænomenal ydelse, som dog samtidig krævede et kolossalt strømforbrug, der i værste tilfælde kunne få kortene til helt at smelte.
En endnu vildere variant synes dog at være i kortene, i form af en formodet RTX 4090 Ti eller RTX 4090 Titan.
Lækkede billeder af netop sådan et kort er ude, hvor man kan se et kort med en ekstrem ’fire-slots’ køler, som er to til fire gange bredere end standardkølere til grafikkort, skriver netmediet Videocardz.
Ifølge mediet bliver der hele 18.176 regneenheder at køle ned, omtrent 11 procent flere end i den nuværende topmodel. Samtidig bliver der hele 48 gigabyte GDDR6X hukommelse at arbejde med.
Det skulle resultere i et forbrug på omkring 800 watt, hvilket får kortet til at trække langt mere end de 600 watt, som RTX 4090 kan finde på at trække.
Kortet er ifølge mediet en prototype, mens det samtidig pointerer, at der ikke er tegn på, at en eventuel lancering er lige om hjørnet, hvorfor en eventuel hyper-version af RTX 4090 fortsat kan være et stykke ude i fremtiden.