Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon / Niels de Boissezon)

Prøvekørt: Teslas nye Model S med 1.000+ heste er berusende bidsk – klarer 0 til 100 på 2,1 sekunder

Det er galskab, du udløser, når du træder speederen i bund: Du sparkes tilbage i sædet, mens dine indre organer omarrangeres. For Tesla viser igen, at det formår at udfordre de etablerede bilproducenter på usete måder.

Der er allerede gået over 10 år siden Tesla med sin Model S viste, hvordan en elbil skulle skæres. Den første kom på gaden i USA i 2012, mens de første landede på de europæiske breddegrader i 2013.

Dengang var samtidens elbiler altså sørgelige sager, der skulle have held eller medvind til, før der kunne klares hundrede kilometer på en opladning, mens biler som Nissan Leaf og Renault Zoé bød på negativ

Så kom Tesla Model S cruisende med sine fem meter luksus, minimalistisk high-tech kabine og sit eget netværk af superladere og banede vejen for, at elbil også kunne være noget man sukkede efter.

Meget er dog sket siden. De tyske tenorer har meldt sig på banen, de amerikanske giganter er vågnet op mens en sværm af lovende kinesiske aktører vælter ind på markedet.

Bilen der kickstartede det hele, er dog klar herhjemme i sin nyeste inkarnation. Kan den løfte forgængerens tunge arv?

Mød den mægtige Plaid

Rigmanden med hånden på roret hos Tesla er de fleste efterhånden på fornavn med: Elon Musk.

Meget kan siges og skrives om iværksætteren, men få kan sætte et aftryk på sine produkter som ham.

Alt er mega, giga hos Tesla og når det går vildest for sig, ’Plaid’ - en legesyg reference til 80’er satirefilmen ’Spaceballs’.

Men Model S er da også en tovlig størrelse. Hele 1.020 hestekræfter diskes der op med, som ydes af tre motorer. En på forakslen, samt en på hvert baghjul.

Den nye bil klarer 0-100 på blot 2,1 sekunder – under det halve af, hvad urtidens første Performance-udgave mønstrede for ti år siden, da den kom til Danmark og blev testet her på siden.

Her er da også 2,5 gange så mange hestekræfter, i en bil der vejer blot tre kilo mere end dengang.

Herligheden koster nu lige under halvanden million, igen det dobbelte af topmodellen. Tendensen gælder desværre også prisen. Plaid-modellen koster nu 1.458.096 kroner, hvor den for ti år siden blot kostede 713.000 kroner.

Rækkevidden er nu på 600 kilometer målt efter WLTP-normen, halvanden gange så meget som dengang.

En flertrinsraket

Et er de mange tal, noget andet er dog den oplevelse, som det rent faktisk er at opleve det spark i nyrerne, det er, når de mange hundrede heste slippes løs.

Inden det store sus udløses, skal der dog tålmodighed til.

De mange hestekræfter er nemlig gemt inde i en særlig ’drag strip’ tilstand, som kræver mindst en halv times opvarmning, før alle hingste slippes løs.

Dertil kommer man ikke udenom, hvor stor en udfordring det faktisk er at få overført de mange heste til asfalten. Bilen skal være sænket i en særlig ’gepard’ mode, hvor bilens justerbare støddæmpere spænder og sænker bilen.

Så er bilen klar, men andre forhindringer skal være af vejen.

Indstillingen er tænkt til banekørsel og frarådet offentlig vej. Ekstrem acceleration kræver perfekte forhold.

Med en vej omkring frysepunktet, vinterdæk på en småfugtig dag, var forholdene ikke til at udløse 1.000-hestes symfonien. Dækkene kunne ikke få helt fat, og det mærkedes.

Selvom de allersidste kræfter udeblev, bliver man hurtig overbevist om, at det er galskab, man udløser, når man træder speederen i bund. Du sparkes tilbage i sædet, mens dine indre organer omarrangeres og sveden ellers pibler.

Det er galimatias og pænt uforsvarligt – men det er sjovt.

Airbus-arrangement

Tesla dyrker minimalismen i sine kabiner og synes lige siden den allerførste model S at have erklæret en fatwa mod fysiske knapper og traditionelle løsninger.

Det er allermest tydelige med rattet, som her er skiftet ud med styrepinden fra et rutefly – minus de fysiske, klikbare knapper. Her opereres med touch, hvor det kun er lyd, der indikerer, hvorvidt du har sat stemmestyringen eller vinduesviskeren i gang.

Ikke nok med det, har Tesla rykket omkring på vigtige redskaber såsom blinklys-stilken eller horn-knappen og flyttet det til knapper yderst på det ret brede ’yoke’ styr.

Du skal altså omprogrammere din hjerne lidt, før du er fortrolig med det nye setup. Efter en eftermiddag med styretøjet, synes jeg nu stadig, at Airbus-løsningen skaber flere problemer end det løser.

Jeg vil da medgive, at det giver mere plads til knæene, men det opvejer ikke, at jeg fumlede med krydsede arme og famlede efter blinklysknapperne hver gang, jeg skulle tage et skarpt sving eller en rundkørsel i den københavnske myldretidstrafik.

I forhold til tidligere model S er den centrale skærm nu vendt 90 grader, og kan nu kippes mod enten føreren, lige ud eller endda mod passageren.

Førstnævnte løsning er dog den mest oplagte, da den gør det lettere at række ud over de 17 tommer store display.

Grafikken og interfacet virker i øvrigt eksemplarisk her. Alle animationer er detaljerede og yderst flydende.

Det er da også en regulær gamer-pc der gemmer sig i motorrummet, hvilket Tesla honorerer ved at give dig mulighed for at tilgå og spille spil fra dit Steam-bibliotek, når du holder.

Hvad med resten af bilen?

Tesla er kendt for mangt og meget, men luksus og samlekvalitet har ikke været den først dyd, ejerne fremhæver.

I dagens testmodel havde jeg dog ikke noget at udsætte. Jeg sad godt i det nemt indstillelige førersæde (som i øvrigt vil huske mig og min profil, hver gang jeg bringer min telefon nær sædet).

Store dele af kabinen er beklædt i nydeligt mørkegrå alcantara, mens vegansk (plastik)læder er at finde der, hvor man oftest rører bilen – sædet og konsollen. Undtagelsen er dog rattet, som kan fås i klassisk læder.

Tesla kan dog ikke prale af at være på niveau med tenorerne fra Tyskland. En BMW iX eller i4 er langt mere noble i udtrykket, mens en Mercedes EQS med sin sci-fi konsol får denne Model S til at fremstå ganske jævn.

Jeg bemærkede desuden, at en samling eller et lidt løst panel synes at vibrere under forruden. Det er ikke noget, som ikke kan druknes væk af det fænomale lydanlæg, der følger med bilen, men er ikke noget, man forventer i en bil til over en million kroner.

Tesla har altså lidt vej endnu, før de kan bide skeer med de bedste på luksusfronten. Men selv med fem ombordværende skal man nu komme frisk frem, selv med en hel del bagage. Det er faktisk en ganske familievenlig størrelse, man finder i Model S.

Et festfyrværkeri

Det blev kun til en eftermiddag i selskab med den afsindige Tesla Model S Plaid. Men på den korte tid cementerede Tesla igen, at selskabet forstår at flytte grænser og udfordre konventioner, når det gælder biler.

Der bydes på et festfyrværkeri af features og ikke mindst på en smagsprøve af, hvordan din krop reagerer på vilde G-kræfter.

At selskabet så overser at slutte en samling eller to i produktionen eller glemmer at investere i produktdesignere, der kun forfrisker det ydre og indre, kan man så vælge at tilgive.