Den amerikanske elbil-gigant Tesla sendte tidligere på måneden chokbølger gennem bil-markedet, da virksomheden valgte at reducere prisen på flere af sine biler med 20 til 30 procent.
Det betyder alt andet lige, at selskabet nu vil tjene færre penge per solgt bil.
Men i forbindelse med Teslas seneste kvartalsregnskab har selskabet løftet en del af sløret for, hvordan det forventer at kompensere for de faldende bilpriser.
Forhåbningen er, at det kan ske via stigende software-indtægter, lyder det.
”Mens vi fortsætter med at eksekvere på innovation, der skal reducere produktions- og driftsomkostninger, så forventer vi, at vores hardware-relaterede indtægter med tiden vil blive fulgt op af accelererende software-indtægter,” lyder det i regnskabet.
Vil tjene penge på selvkørende biler
Teslas software-indtægter forventes især at komme fra salg af selskabets selvkørende teknologi kaldet ”Full Self-Driving Beta,” som i øjeblikket anvendes af 400.000 kunder i USA og Canada.
I Danmark kan teknologien tilkøres ved for en merpris på 58.300 kroner.
Samtidig understreger Teslas topchef Elon Musk, at han mener, at den amerikanske bilproducent både bør ses som et software- og hardware-selskab.
”Jeg har altid sagt at Tesla er lige så meget et software-selskab som det er et hardware-selskab, og både på hardware-siden og software-siden er Tesla en af verdens førende kunstig intelligens-virksomheder,” sagde Elon Musk på det såkaldte investor-call efter regnskabet blev offentliggjort.
Mangler at indfri løfter
Med til historien hører dog, at Tesla og Elon Musk endnu ikke har indfriet de enorme forventninger, som han har stillet forbrugerne i udsigt, når det gælder Tesla-bilernes selvkørende egenskaber.
Eksempelvis lovede han tilbage i 2016, at en Tesla inden udgangen af 2017 vil være i stand til at køre fra Los Angeles til New York uden menneskelig indblanding.
Et løfte som stadigvæk ikke er blevet indfriet.
Ser stort AI-potentiale
Efter lanceringen af ChatGPT er det blevet stadig mere synligt for den brede offentligheden, at der er sket store fremskridt inden for udvikling af kunstig intelligens.
I den forbindeles tilføjede Elon Musk, at de fremskridt, som i øjeblikket bliver gjort indenfor kunstig intelligens, også vil komme til at gavne Tesla.
”Det er en ting, som har et markant potentiale for Tesla,” siger Elon Musk.
Teslas kvartalsregnskab viste desuden en omsætningsfremgang på 555 milliarder kroner eller 51 procent i forhold til samme periode sidste år, mens selskabet i det kommende år forventer at levere 1,8 millioner biler. I 2022 leverede rselskabet 1,31 millioner biler.