Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Så er SKI 02.19 Fagsystemer af 2023, som er genudbuddet af en af SKI’s mest succesfulde it-aftaler, nemlig SKI 02.19 SaaS-Cloud, endelig efter vanlig forsinkelse, breaket.
Hvad er det så, vi har gået og ventet på?
Først og fremmest så består den nye SKI 02.19 Fagsystemer som ventet af to ben, nemlig en traditionel rammeaftale, hvor der er direkte tildelingsmulighed samt et dynamisk indkøbssystem, hvor konkrete indkøb kan foretages via miniudbud.
Hvad et dynamisk indkøbssystem har jeg blandt andet beskrevet her.
Det er altså udelukkende på rammeaftalen, at man kan foretage den direkte tildeling.
Det dynamiske indkøbssystem forventes at blive åbnet for optagelse i juni 2023, således at begge aftaler kan træde i kraft i sensommeren 2023.
Hvad er så de nye/ændrede ting? Jo, først og fremmest virker det umiddelbart helt rigtigt, at der kun er direkte tildelingsmulighed på rammeaftalen.
I den tidligere (nuværende) SKI 02.19 var udgangspunktet også direkte tildeling, men man kunne, hvis man for eksempel havde øgede krav til sikkerhed eller lignende, også gå i et miniudbud.
Men forskellen var, at man skulle være leverandør på rammeaftalen for at kunne deltage i miniudbuddet.
Helt afskåret
Dermed var konkurrencefeltet allerede snævret gevaldigt ind fra starten, ligesom at nye aktører på markedet var helt afskåret i hele SKI-kontraktens levetid.
Med den nye aftale, vil der stadig kunne sælges via direkte tildeling, men samtidig vil nye og/eller mindre aktører kunne konkurrere på givne konkrete anskaffelsesbehov mod de etablerede eller store aktører, via miniudbud på det dynamiske indkøbssystem.
Hvis vi kigger på den direkte tildeling, det vil sige den traditionelle rammeaftale, hvad er så de største forskelle i forhold til den tidligere rammeaftale?
Først og fremmest ser det ud som om, at SKI har snævret antallet af ydelsesområder, eksempelvis ”Sundhed” eller ”Miljø” en smule ind, samt lavet lidt færre leverandørpladser.
Det giver sådan set god mening, set i forhold til at der nu suppleres med det dynamiske indkøbssystem.
Det næste, der kan konstateres, er, at rammeaftalen stadig er ekstremt kompleks.
Ved første øjekast ligner det, som skal afleveres i tilbuddet, de tidligere 02.19 udbud. Vi snakker her om et gigantisk excelark samt for SKI-kyndige velkendte bilag som Exit, Implementering og Uddannelse.
SKI har på vanlig vis sørget for, at man skal have en phd-grad i matematisk analyse for at gennemskue deres evalueringsmatrice.
Hvad siger I for eksempel til følgende pædagogiske eksempel fra udbudsmaterialet, der skulle hjælpe tilbudsgivere til at gennemskue beregningsmodellen på Servicepriser til brug for evalueringen af de indkomne services i tilbuddet?:
Indbyggede fælder
Og det er blot ét af utallige andre elementer i evalueringen.
Kan man gennemskue det, skal man efterfølgende til at gennemskue, hvordan tilbudsarket skal udfyldes, og hvor beskrivelse og prissætning af ens givne service skal angives.
Der er indarbejdet en række fælder, hvor man som tilbudsgiver kan dumme sig.
Nogle er temmelig åbenlyse. Hvis man for eksempel ikke udfylder prissætningen rigtigt, kan det medføre enten ukonditionsmæssighed, hvilket selvfølgelig er træls for tilbudsgiver, men endnu værre er det næsten, hvis man rent faktisk har udfyldt det kondtionsmæssigt, men ikke helt har gennemskuet konsekvenserne af sin prissætning.
Har man eksempeklvis fået prissat sin Service for højt, får man måske ikke nogen tildelinger, og er det for lavt, jamen så laver man en dårlig forretning.
Og rammeaftalen giver kun ganske begrænsede muligheder for at op- eller nedregulere en given servicepris.
Man ”hænger” derfor på prisen på sin Service på afleveringstidspunktet, udover de meget begrænsede prisreguleringsmekanismer.
Use cases er det helt nye
Men det helt nye ved aftalen er brugen af use cases i tildelingen.
Use cases er udtryk for den forretningsfunktionalitet, som er relevant i forhold til det enkelte ydelsesområde på en delaftale. Så en use case indenfor for eksempel området ”Sundhed” kunne være inden for ”Telesundhed og -medicin”.
Har en leverandør således angivet at opfylde præcis denne use case, herunder hele indholdet i use casen, jamen så er den givne leverandør egnet, i fald en Kunde har angivet denne use case i sin behovsopgørelse.
Dette synes at være en ganske god måde at ”filtrere” egnede servicer ud på, og helt i tråd med tendensen indenfor SaaS-anskaffelser, at man beskriver sit behov og lader tilbudsgivere byde ind på opgaveløsningen, fremfor at lave en traditionel kravspecifikation med 2.000 kravpunkter.
Konklusion
Så hvad kan vi konkludere på det nye SKI 02.19 SaaS-udbud?
Først og fremmest at det igen er ekstremt komplekst at besvare udbuddet. Det vil kræve ganske store ressourcer at byde ind.
Som mindre eller urutineret SaaS-leverandør indenfor offentlig it-udbud ville jeg være ganske varsom med at forsøge at byde ind på rammeaftalen.
Her ville jeg i stedet vente på den dynamiske indkøbsaftale, hvor jeg så ville kunne konkurrere om givne konkrete opgaver.
Som garvet eller større SaaS-leverandør indenfor offentlig it ville jeg helt sikkert gå efter rammeaftalen.
Man skal ikke undervurdere værdien af at have muligheden for en direkte tildeling med i ”sælgertasken” når man er ude hos en offentlig kunde.
Ligeledes er det for den offentlige kunde i mange tilfælde ganske praktisk at have muligheden for en hurtig og simplere anskaffelse via direkte tildeling, hvis man for eksempel er i tidsnød eller ikke har ressourcer til at gennemføre et miniudbud eller EU udbud.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.