I alle ministerier, styrelser og forvaltninger bliver der før tilsyn med disse institutioners databehandlere. Men hvem vogter vogterne - hvem fører egentligt tilsyn med tilsynet?
Det gør Datatilsynet, og det skete senest i efteråret 2021, hvor man påbegyndte et skriftlige tilsyn med følgende seks statslige myndigheders databehandlingstilsyn:
- Beskæftigelsesministeriets departement.
- Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
- Hjemrejsestyrelsen.
- Skatteforvaltningen.
- Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
- Sundhedsdatastyrelsen.
Datatilsynet fandt i fem af tilfældene ikke grundlag for at tilsidesætte de dataansvarliges vurdering af, at deres tilsyn med deres databehandlere var sket i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
Men Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) nåede ikke igennem nåleøjet.
"Efter en gennemgang af sagen finder Datatilsynet, at der er grundlag for at udtale kritik af, at SIRI's behandling af personoplysninger ikke er sket i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 2, jf. stk. 1," lyder det i en afgørelse, som Datatilsynet har offentliggjort.
Det lyder videre:
"Det er Datatilsynets vurdering, at Thales’ behandling af personoplysninger på vegne af SIRI har været reguleret af en kontrakt i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 3."