Apples fikse mikro-pc til skrivebordet, Mac mini, får sig noget af en turboladning i sin 2023 årgang, hvor der bydes på langt stærkere komponenter end i forgængeren.
Det vil Mac mini-køberne opleve, hvis de investerer i en af de nye maskiner udstyret med M2 Pro processorer.
Det store performance-boost kommer, fordi forgængeren udelukkende kunne anskaffes med den almindelige M1-processor, mens afløseren nu får adgang til ikke bare en revideret processor i M2-versionen men altså også en noget mere potent processor i Pro-versionen.
Studio i mini-format
Mens Apples kraftige Studio-maskiner er tiltænkt tunge grafiske opgaver og andre krævende opgaver, er den nye mini tilsyneladende ikke så ambitiøs at se på. Størrelsesmæssigt er den identisk med forgængeren, som ikke levner meget plads til kraftfulde komponenter.
Alligevel er der fundet plads til at konfigurere den nye Mac Mini med en M2 Pro processorer med både 10 og 12 regnekerner ombord. Disse serveres i en konfiguration med enten seks eller otte højtydende kerner flankeret af fire strømbesparende kerner.
Her blegner sidste års M1 Max processor i Apples Mac Studio som blot har 10 kerner, hvor seks er af performance-typen.
Apples M1 Max processor har dog en fordel på den grafiske front, ved at tilbyde op til 32 grafiske regneenheder mod 19 i den stærkeste M1 Pro-enhed. Ifølge Apples egne tal ydes der henholdsvis 10,4 mod 6,8 teraflops i M1 Max og M2 Pro.
Differencen svinder dog ind, når man sammenligner den billigste Mac Studio med den billigere M2 Pro ekviperede mini. Her står kampen mellem 24 og 19 grafiske regneenheder der leverer henholdsvis 7,8 og 6,8 teraflops.
Førstnævnte nyder dog stadig godt af at have et numerisk overtag, når det gælder båndbredde til hukommelse. Der er dobbelt så meget båndbredde her.
Mac Studios største fordele skal i stedet i antallet af porte og tilslutningsmuligheder, ved blandt andet at to USB-C porte og kortlæser foran samt både HDMI og 10gb Ethernet porte bagpå. Mac mini kan derimod bryste sig af at være kompatibel med wifi 6E.
Prisen er derefter
Mens den billigste Mac mini kan erhverves til priser fra 5.499 kroner, skal der slippes hele 11.999 kroner, før du kan få den kraftigste mini i indkøbskurven. Sidstnævnte giver dog også dobbelt op på ram og lager med 16 gigabyte og 512 gigabyte lager.
Til sammenligning løber billigste Mac Studio op i 17.999 kroner.
Men skal du matche billigste Studio model på lagerplads og hukommelse, skal der opgraderes til 32 gigabyte ram til og prisen nærmer sig faretruende Studio prisen: 15.599 kroner.
Spenderer du yderligere 2.700 kroner for den kraftigste M2 Pro processor lyder slutsedlen på 18.299 kroner.
Apples mini-priser synes at være indstuderet efter Studioens.