Hjerteligt velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Pennefører denne torsdag morgen er Dan Jensen.
Salling Group i kødet på Nemlig.com
Salling Group går i kødet på Nemlig.com på e-handelsområdet og åbner nu for onlinehandel i næsten hele landet. Hidtil har Salling Group kun betjent kunder på Sjælland.
Til Børsen fortæller direktør Per Bank, at Salling Group fremover vil anvende Bilkas platform, der kører ud fra fem varehuse i Aalborg, Aarhus, København, Odense og Trekantsområdet. Salling Group vil sætte en flåde på 180 varebiler ind.
“Discount vinder frem, og super- og hypermarkeder skal finde deres roller. Det her er en af måderne, hvor vi kan gøre det,” siger Per Bank til avisen.
Han forventer dog ikke, at det bliver en ‘supergod forretning,’ men håber, at online-projektet kan gå i nul.
Danske Ghost Ship Games køber op
Den københavnske spiludvikler Ghost Ship Games med omkring 30 medarbejdere køber knap 20 procent af det omkring halvt så store VR-selskab Bolverk Games, der holder til i Valby i udkanten af København.
“Handlen markerer en væsentlig mulighed for begge virksomheder. Ghost Ship Games opnår adgang til specialiseret viden om VR-udvikling, mens Bolverk Games vil nyde godt af den kreative støtte fra et meget erfarent spilstudie,” meddeler de to selskaber.
Ghost Ship Games står med direktør Søren Lundgaard i spidsen blandt andet bag spillet Deep Rock Galactic, som ifølge selskabet er nået ud til mere end 10 millioner spillere.
Selskaberne meddeler, at de vil “udforske de kreative og teknologiske grænser for VR-teknologi’ i spilverdenen.
B&O vil satse på dyrere luksus-produkter
B&O’s kunder svigter ifølge Børsen selskabets billige produkter, mens der ikke er nogen tegn på afmatning i salget af de dyrere luksus-produkter, hvor et fjernsyn kan koste mere end 100.000 kroner.
Derfor skal selskabet nu i højere grad bevæge sig i den retning.
“I luksusklassen, hvor prispunkterne er høje, er der ikke nogen tegn på afmatning. Derfor vil vi også bevæge os mere hen imod luksus med bedre performance og længere levetid. Det betyder også, at vores produkter bliver dyrere i fremtiden,” siger administrerende direktør Kristian Teär til avisen.
Salget i den billige kategori, som B&O kalder for ‘Flexible Living,‘ er dykket med 26 procent i seneste kvartal.
Energinet har rettet op efter kritik
Rigsrevisionen er godt tilfreds med, at Energinet har rettet på kommunikationen om sin håndtering af outsourcingen af den for Danmarks kritiske it-infrastruktur, som Energinet står bag.
I en netop udgivet ny beretning om sagen meddeler Rigsrevisionen, at den ‘finder det tilfredsstillende,’ at rammerne for Energinets oplysningspligt er blevet ‘præciseret’.
Desuden finder revisionen det ‘tilfredsstillende,’ at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ‘har beskrevet, hvordan ministeriets tilsynsopgaver med Energinet skal varetage.’
Energinet har tidligere fået kritik for ikke at have orienteret ministeriet på ansvarlig måde.
Du kan læse hele den nye beretning her.
Alphabet fyrer 15 procent af sin sundheds-afdeling
Alphabet afskediger 200 medarbejdere i sin afdeling for sundhedsteknologi, Verify Life Sciences. Det svarer til 15 procent af medarbejderstaben.
Det er første gang i seks år, at Alphabet opsiger medarbejdere i den størrelsesorden.
Alphabet meddeler, at selskabet har trukket stikket til en række projekter - herunder til analyseværktøjet Verily Value Suite.
Verify Life Sciences blev skabt af udviklings-laboratoriet Google X i 2015 og fik en milliard dollar af Alphabet i finansiering i fjor.
Aldrende systemer præger amerikansk luftfarts-sektor
Det store it-nedbrud, der onsdag forhindrede 11.000 fly i at komme i luften, fandt sted, mens der arbejdes på at opgradere den amerikanske fly-sektors aldrende systemer.
De 11.000 fly måtte blive på jorden på grund af et problem med et alarm-system, der sender sikkerheds-beskeder til blandt andet piloter. Nedbruddet ramte blot to uger efter et lignende problem holdt fly på jorden i Florida, skriver Reuters.
Ifølge avisen er den amerikanske flysektor præget af gamle systemer og procedurer. Blandt andet anvendes der flere steder stadig fortsat papir og klistermærker til at holde styr på luft-trafikken.
Den amerikanske luftfarts-styrelse FAA har afsat fem milliarder dollar til modernisering af teknologi-området, men arbejdet er blot lige gået i gang.