Meninger er blevet værdifuld valuta på både sociale medier og indenfor nyhedsindustrien, hvor enkeltpersoner kan skabe sig en levevej ved at være dygtige til at formulere slagkraftige holdninger.
Undertiden får man det indtryk, at det betyder mindre, om man er i stand til at bakke holdningen op med data eller sund fornuft; bare den er knivskarp og velformuleret.
Men hvordan skabes holdninger egentlig? O
g hvordan kan det være, at nogle mennesker holder fast i standpunkter med en ekstrem ihærdighed, mens andre er mere klar til at lytte til dem, de ikke er enige med – eller måske endda hopper fra synspunkt til synspunkt som vinden blæser?
Det handler bogen ”How Minds Change: The Surprising Science of Belief, Opinion, and Persuasion” om, og forfatteren David McRaney understreger sine pointer med både forskningsresultater og en lang række tankevækkende og undertiden ret underholdende eksempler.
Bogen kommer vidt omkring – fra religiøse fanatikere og konspirationsteoretikere til venstreorienterede aktivistmiljøer – og har høstet ros fra både erhvervsmedier og toneangivende stemmer indenfor ledelsesteori.
Ikke mindst fordi McRaney på god og underholdende facon søger at forstå og forklare, hvorfor vi mener, som vi gør.
Herunder hvordan et ønske om samhørighed eller om at skille sig ud kan være betydningsfulde faktorer i meningsdannelsen.
Men han giver også bud på, hvordan læseren selv, der antages at være et fornuftsbetonet væsen, bedst håndterer og imødegår indgroede og/eller skøre holdninger.
Uanset om det er i direktionslokalet eller over familiemiddagen, hvor den stædige onkel insisterer på at dele sin helt særlige indsigt i, at månelandingen var fup og svindel – samt at 9/11 i virkeligheden var et plot udtænkt af skumle jødiske kræfter tæt på den amerikanske regering.
Titel: How Minds Change: The Surprising Science of Belief, Opinion, and Persuasion / Forfatter: David McRaney