Velkommen til ugens sidste morgenbriefing.
Inden weekenden gør sit indtog, kan du læse om en ny EU-regel for digitale platform, et kryptoselskab i problemer, lidt mere om Microsofts opkøb af Activision Blizzard samt Linux gaming.
Nyhederne er bragt af Kristoffer Ingemand.
Ny EU-regel: Digitale platforme skal registreres hos Skat
Virksomheder, der udlejer eller sælger for deres brugere på en digital platform, skal senest d. 9. januar registrere sig hos Skattestyrelsen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det sker som følge af et nyt EU-direktiv.
Direktivet rammer virksomheder, der på digitale platforme formidler udlejning af fast ejendom eller transportmidler eller formidler salg af personlige tjenesteydelser eller produkter.
Reglen forpligter platformene til at indberette oplysninger om deres brugere og om brugernes indtægter til Skattestyrelsen.
”Skattestyrelsen kender en del af virksomhederne, der er omfattet af det nye direktiv, i forvejen, fordi virksomhederne allerede indberetter oplysninger til Skattestyrelsen fx om udlejning af ferieboliger. Disse virksomheder skal registrere sig på ny efter de nye og mere omfattende indberetningsregler i DAC7,” udtaler Michael Medom Hansen, der er underdirektør i Skattestyrelsen i meddelelsen.
Kryptoselskab fyrer 30 procent af de ansatte
Kryptolångiver Genesis fyrer 30 procent af personalet.
Det skriver Reuters.
Det er anden fyringsrunde på seks måneder.
"Vi fortsætter med at arbejde med vores rådgivere, i samarbejde med (moderselskab) Digital Currency Group og rådgivere udpeget af forskellige kundegrupper, for at evaluere mulighederne for at bevare klientens aktiver og flytte forretningen fremad," sagde Genesis-talsmanden i en e-mail-meddelelse til Reuters.
Britiske myndigheder udskyder deadline for afgørelse om Microsoft-opkøb
Den britiske konkurrencemyndighed Competition & Markets Authority (CMA) udskyder den endelige rapport om Microsoft opkøb af Activision Blizzard.
Det skriver Video Games Chronicle.
Rapporten vil nu blive offentliggjort den 26. april i stedet for 1. marts.
Valve vil bringe HDR til Linux-gaming
Valve arbejder på at bringe HDR-implementering (High Dynamic Range) til Linux-systemer.
Det skriver Onmsft.
Det er Valve-koderen Pierre-Loup Griffais, der fortæller, at der blandt andet er tale om spillene Halo Infinite, Deep Rock Galactic og Death Stranding Director's Cut.
Det understreges dog, at det er meget tidligt i processen.