Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Den digitale verden har vokseværk og udvikler sig hurtigere end nogensinde før.
De danske it-afdelinger skal derfor også navigere mellem flere og flere teknologier, digitale løsninger og it-projekter.
Jeg har tidligere skrevet om, hvilke tendenser og teknologier danske virksomheder fremover bør holde øje med.
I erkendelse af at virksomheder oplever et større pres i en travl hverdag, vil jeg derfor hellere give mine bud på, hvilke fokusområder it-afdelingerne skal have i 2023.
Test og kortlæg omkostningerne ved public cloud computing
Mange danske virksomheder fik muligvis en ubehagelig økonomisk overraskelse, da de begyndte at anvende public cloud computing.
Vi oplever, at det ofte handler om, at virksomhederne har været lidt for ivrige med at komme i gang.
I mange tilfælde har de glemt at planlægge ordentligt, hvordan deres it-miljø skal udrulles i de forskellige cloud-miljøer – og ikke mindst få dem til at samarbejde på tværs af forskellige cloud-leverandører.
Jeg vil derfor anbefale alle virksomheder, der forventer at udrulle cloud-miljøer, at teste løsningen først ved at køre en workload eller placere data i en specifik cloud for at se, om alt fungerer efter hensigten.
Det er også vigtigt at udregne både kort- og langsigtede omkostninger ved at benytte den enkelte cloudløsning.
For kender man de specifikke omkostninger, bliver det nemmere at beslutte, hvilken cloud der er mest hensigtsmæssig til formålet.
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at virksomhederne foretager langvarige tests for at afklare, om de reelt får dét, de har betalt for og opnår indsigt i, hvornår valgte services leveres på tværs af for eksempel døgn, uge, måned og midt-måned.
Husk cybersikkerheden
Trods virksomhedernes øgede fokus på cybersikkerhed havde cyberkriminelle stor succes med at angribe danske virksomheder i 2022.
Jeg forventer, at hackergrupper øger dette momentum i år.
Desværre kan det være udfordrende for virksomheder at gennemskue præcis, hvor der skal sættes ind for at håndtere det voksende pres fra hackerne.
Hvis en virksomhed har de grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger på plads, er min anbefaling at se nærmere på mikrosegmentering og Zero Trust-sikkerhedsarkitektur.
Med mikrosegmentering inddeler man virksomhedens it-infrastruktur i små sikrede segmenter. På den måde bliver det betydeligt sværere for hackere at få adgang til andre segmenter og dermed resten af netværket, hvis de finder en vej ind.
Zero Trust er næste naturlige skridt.
Det er en proaktiv tilgang til sikkerhed, hvor systemerne kontinuerligt monitorerer virksomhedens netværk for at identificere ikke-godkendt adfærd.
Tilgangen er desuden designet til at overvåge og bekræfte alle brugeridentiteter, så ukendte brugere hurtigt bliver blokeret.
Dog er virksomhederne selv nødt til at have en nysgerrig og kreativ tilgang til Zero Trust, da it-industrien ikke har fastlagt sig på én standard endnu. Det forventes dog vedtaget i 2023.
Hop med på kvantebølgen
Databehandling med kvantecomputere er i kraftig udvikling, og der er stor sandsynlighed for, at virksomheder snart kan drage fordel af kvanteberegninger.
Sagen er nemlig, at virksomheder genererer flere data end nogensinde før – og mængden vil kun stige i fremtiden.
Det vil derfor være afgørende for mange virksomheder at investere i kvantesimulering i løbet af 2023.
Hvis en virksomheds it-afdeling ikke har arbejdet med kvanteberegninger før, vil jeg anbefale, at de undersøger, hvem i virksomheden, der har indsigt i kvanteteknologi og identificer, hvilke værktøjer der er behov for, for at komme med på kvantebølgen.
Virksomheder skal tage et vigtigt valg
I 2023 vil virksomheder i høj grad blive bekendt med edge-teknologi, der muliggør analyse af data i realtid til alle former for beslutninger, f.eks. styring af robotter, produktion og samlebånd.
Kort sagt vil de fleste virksomheder skulle tage stilling til, hvilken edge-arkitektur de skal bruge fremover. Den ene mulighed er at lade arkitekturen være en forlængelse af virksomhedens nuværende cloud-miljøer.
Det er en model, der allerede i dag er udbredt, hvor man har en individuel edge-arkitektur til hver enkelt public cloudløsning.
Alternativet er at behandle edge som en platform, som flere public clouds deler.
Selv om denne multicloud edge-tilgang er ny, skal danske virksomheder snart tage stilling til, hvilken vej de vil gå, for teknologien er i rivende udvikling, og edge spiller en vigtig rolle i fremtidens it.
Gartner forudsiger f.eks., at 75 procent af virksomhedsdata vil blive behandlet uden for et traditionelt, centraliseret datacenter eller cloud-tjeneste, inden vi skriver 2025.
I en dagligdag, hvor it-afdelingens ressourcer i stor stil bliver brugt på kerneopgaverne, kan det ofte være svært at få tid til at sikre innovation eller tage et kig på, om ting kan gøres anderledes og mere effektivt.
Ovenstående er naturligvis ikke en facitliste over fokusområder, men jeg håber, at de kan inspirere danske it-afdelinger til et år med nye teknologier, bedre sikkerhed og langt mere innovation.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.