Godmorgen og velkommen til torsdagens morgenbriefing.
I dag kan du læse om Apple, Krypto, en dansk fond og Microsoft retssag mod FTC.
Nyhederne er bragt af Kristoffer Ingemand.
Fransk myndighed giver bøde til Apple
Frankrigs privacy-myndighed CNIL giver en bøde på otte millioner euro (59 millioner kroner) til Apple i forbindelse med annoncepersonalisering i iPhone-producentens App Store.
Det skriver Reuters.
"De annonceringsmålretningsindstillinger, der er tilgængelige fra "Indstillinger"-ikonet på iPhone, blev forhåndstjekket som standard", sagde CNIL i en erklæring, ifølge mediet.
Apple er skuffet over beslutningen og vil anke.
Dansk tech-fond lider kæmpe tab
Den danske tech-aktiefond New Deal Invest, der har investoren Mads Christiansen som fondschef og stifter, kommer ud af 2022 med et fald i værdi på 74 procent.
Det skriver Børsen.
“New Deal Invests segment af aktier er faldet voldsomt i fondens levetid, som samtidig har været præget af historisk voldsomme makroøkonomiske begivenheder, som krig i Ukraine, historisk store inflationsstigninger og deraf følgende rentestigninger,” udtaler fondschefen i et kort svar til mediet.
Kryptobørs betaler millioner i forlig
Kryptobørsen Coinbase betaler 100 millioner dollar – svarende til 701 millioner kroner – i et forlig ved en retssag i New York.
Det meddeler selskabet.
Sagen omhandlede compliance i forbindelse med selskabets onboarding af kunder.
Der er tale om 50 millioner dollar i bøde og lovede investeringer for 50 millioner dollar i overholdelse af gældende regler.
Microsoft planlægger ikke at indgå forlig
Microsoft og den amerikanske myndighed FTC har ingen dialog om et forlig.
Det skriver Reuters.
Federal trade Commission (FTC) indledte en retssag mod Microsoft for at stoppe opkøbet af Activision Blizzard, og første høring var 3. januar.