Leverandører går til angreb mod KL

It-virksomheder retter sammen med Dansk Industri en kraftig opfordring til KL om at stoppe sammenblandingen mellem politiske og kommercielle interesser og sælge KMD. Det er et problem, at kommunernes beslutningstagere interesse i at vælge KMD, mener kritikerne. KL kan ikke se problemet. For KMD er jo privatiseret, mener de.

It-erhvervets utilfredshed med den uhellige alliance mellem Kommunernes Landsforening (KL) og det kommunalt ejede KMD spidser til i lyset af KMD's partnerskab med den tyske ERP-gigant SAP og kommunalreformen.

Små og store virksomheder samt brancheorganisationen ITEK under Dansk Industri retter en opfordring til KL om at forholde sig til faldgruberne og skille sig af med KMD.

Et kæmpeproblem

- Det er et kæmpe problem, at beslutningstagere i kommunerne gennem deres engagement i KL har en interesse i at gennemtrumfe valg af KMD som leverandør. Tilsvarende er det problematisk, at KL's rådgivning af kommunerne på it-området ikke er objektiv på grund af ejerskabet. Sælg KMD, lyder opfordringen fra Poul Dige, medstifter af den lille softwarevirksomhed Tabulex.

Tabulex oplevede ligesom andre mindre it-selskaber at blive albuet ud ved den KMD-styrede kommunesammenlægning på Bornholm. Først efter en klage til Konkurrencestyrelsen kom selskabet tilbage igen.

I den anden ende af skalaen, med tilsvarende holdninger, finder man den store leverandør af forretningssoftware Oracle.

- For alle, der abejder med at sælge informationssystemer til det offentlige, er det klart, at KMD har et skjult monopol. Som samfundsborger synes jeg, konstruktionen med KL's ejerskab er en særdeles uheldig sammenblanding af forretningsmæssige og politiske interesser - især i en situation med en strukturreform. Det er uetisk, siger Stig Jørgensen, der er administrerende direktør for Oracle i Danmark.

Som kernekonkurrent til KMD's nye partner, SAP, har Oracle en naturlig interesse i at tale for et åbent marked.

Men Stig Jørgensen understreger, at han ikke udtaler sig som en bitter leverandør.

- SAP/KMD-aftalen er et stykke dygtigt forretningsmæssigt strategiarbejde. Derudover understreger den væsentligheden i at adskille det politiske og kommercielle og skærper behovet for at tilskynde til åbenhed i systemerne, så kommunerne ikke også fremover vil være bundet til en leverandør. En kommunal fremtid bygget på SAP-moduler skaber ikke åbenhed og adgang til systemerne, som kan fremme konkurrencen.

Hver er de små henne i billedet

Stig Jørgensen rejser derudover spørgsmålet om, hvor de små og mellemstore virksomheder er henne i situationen.

- Det offentlige kunne gøre erhvervslivet og kommunerne en jættetjeneste ved at lukke de mindre leverandører ind og lade dem generere nogle af de nye, innovative applikationer og borgerløsninger, siger han.
Brancheorganisationen ITEK er også klar fortaler for et salg.

- Der er en interessekonflikt. KMD er stiftet og ejet af kommunerne, og mange kommunale tillidsfolk sidder i KMD's bestyrelse, repræsentantskab med mere. Du har situationer, hvor forvaltningen gerne vil have en anden leverandør end KMD, men borgmesteren kan omgøre den beslutning fordi han er involveret i KMD og KL. Som borgmester ville jeg finde den position ubehagelig, ligesom det må være for KL's ledende organer, at KMD er med til at finansiere KL, siger ITEK's direktør, Tom Togsverd.

Hos borgmestrene og KL kan man ikke se problemet.

KMD er privatiseret

- KMD er jo privatiseret, siger Erik Fabrin, borgmester i Søllerød, formand for KL's IT og Erhvervsudvalg og medlem af KL's bestyrelse, med henvisning til, at selskabskonstruktionen er ændret, så KMD nu er et aktieselskab.

Han afviser anklager om, at ejerskabet skulle påvirke kommunernes købsbeslutninger, som rene hypoteser og peger på Københavns Kommunes valg af Accenture som lønsystemleverandør som bevis på, at KMD ikke har noget monopol.

Fra Tabulex beretter administrerende direktør Lars Fredsted, hvordan selskabet ofte løber ind i kommuner, der henviser til, at de er nødt til at handle hos deres eget it-selskab, og hvordan KMD med sine lukkede standarder gør det vanskeligt for andre leverandører at komme ind på markedet.

- SAP og KMD skal passe på ikke at blive så glade for deres partnerskab, at de lukker systemerne. I forvejen halter det utroligt meget for KMD med åbenheden. De har særdeles svært ved at leve op til deres egen politik om åbne snitflader ? i en sådan grad, at det forekommer os at være obstruktion, siger Lars Fredsted.

Videnskabsminister Helge Sander (V), der på det seneste har optrådt i en række kommercielle sammenhænge, er også med i pressemeddelelsen fra KMD og SAP, hvor han anpriser aftalen.

Ser frem til mere åbne systemer

Han nævner dog også, at han ser frem til mere åbne systemer, som vil fremme regeringens anbefalinger vedrørerende den offentlige it-arkitektur.

Det behov for fællesoffentlige, åbne standarder ser næstformanden for KMD-s bestyrelse, Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V), imidlertid ikke.

- Det er godt nok med en markedsstandard. Vi synes, det er en fremadrettet beslutning, vi har taget. Vi er i et frit marked, og vi tror naturligvis på, at kommunerne vil benytte sig af det her, siger han.

Johnny Søtrup mener ikke, KL bør sælge KMD. Til klager fra andre leverandører over ejerskabet siger han, at det vel blot er forventeligt.

Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere






White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering