Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Elbilerne tager over: ”Det går markant hurtigere end ventet”

I løbet af det seneste halvår er salget af elbiler for alvor strøget til vejrs – og det går meget hurtigere end forventet. Salget af elbiler har for første gang overhalet salget af dieselbiler, og udviklingen kunne være sket endnu hurtigere, lyder det fra en af Danmarks største bilforhandlere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fra første til andet halvår i 2021 steg andelen af solgte elbiler med svimlende 136 procent herhjemme. I første halvår udgjorde elbilerne otte procent af salget, mens de i det sidste halvår udgjorde 20 procent af de solgte nye biler. Og tallet ville formentlig være langt højere, hvis ikke der var mangel på mikrochips og flaskehalse i produktionen.

Hos Nielsen Car Group, der er en af Danmarks største bilkoncerner, som står bag Bjarne Nielsen-forretningerne og Bilernes Hus i Silkeborg, oplever man lige nu en massiv interesse for elbiler. Et godt eksempel på det er bejleren til Årets Bil i Danmark 2022, den elektriske Kia EV6, som netop er blevet introduceret. Her står interesserede danskere i kø for at få en prøvetur.

"I dag er der langt flere kunder, der vil have en elbil, end nogensinde før. Udviklingen er helt, som vi har forventet, men det går markant hurtigere, end vi havde regnet med. Efterspørgslen er nærmest eksploderet de seneste måneder i takt med, at længe ventede nye elbils-modeller er ankommet til Danmark. Paradoksalt nok kan vi slet ikke følge med efterspørgslen, og vi kunne sælge langt flere nye elbiler, hvis vi havde mulighed for at få dem hurtigere fra importørerne," siger Bjarne Nielsen, der er direktør i Nielsen Car Group.

Elbilen overhaler dieselbilen

I en undersøgelse foretaget i efteråret 2020 af analysefirmaet Nemanalyse blandt 2700 af Nielsen Car Groups kunder svarede 26 procent, at de ville vælge en elbil som deres næste bil, og det stemmer godt overens med den seneste udvikling. Andelen af elbiler udgjorde i årets sidste kvartal 22 procent af det samlede bilsalg, mens dieselbilerne i samme kvartal blot stod for 10 procent.

"Dieselbilerne er så småt på vej til at blive udfaset i den brede befolkning – det er der ikke længere tvivl om. Og det går hurtigere, end de fleste havde forventet. Dieselbilernes CO2-udledning udløser højere afgifter, og samtidig er det begyndt at blive mere besværligt at have en dieselbil, da de store byer – også i Danmark – indfører miljøzoner, som ældre dieselbiler ikke må køre ind i," forklarer Bjarne Nielsen.

Rækkevidden er en dealbreaker

Der findes mange myter om elbiler, som fortsat medvirker til en vis skepsis blandt forbrugerne. Især spørgsmålet om, hvorvidt rækkevidden på elbiler er tilstrækkelig i forhold til kørselsbehovet, er noget af det, der fylder meget hos Nielsen Car Groups kunder. En af dem er Klaus Westeraa, der bor i Karup og pendler til København, og som for nylig har købt en Ford Mustang Mach-E elbil hos Bjarne Nielsen i Ringkøbing.

"Jeg har gennem det seneste år overvejet at skifte min dieselbil ud med en elbil, men indtil for nylig var der – bortset fra Tesla, som jeg synes er for dyr – ikke noget relevant, som havde en ordentlig rækkevidde til mit behov. Jeg pendler mellem Karup og København, og den tur vil jeg kunne køre uden at skulle lade op undervejs, og det kan jeg med den model, jeg har købt," siger Klaus Westeraa.

For bilkoncernen er det ikke nyt, at kunderne stiller mange kritiske spørgsmål med hensyn til både rækkevidde og elbilers reelle miljøvenlighed. Som regel bliver de dog positivt overraskede over svarene. Beregninger fra blandt andre Klimarådet viser, at elbiler allerede efter 25.000 - 50.000 kilometer samlet set er bedre for miljøregnskabet end en sammenlignelig fossilbil. Samtidig viser en stor undersøgelse fra det amerikanske Department of Energy, at elbiler er omkring 40 procent billigere i vedligeholdelsesomkostninger end benzin- og dieselbiler. Disse kendsgerninger sammenholdt med de nye elbilers markant forbedrede rækkevidde og ladetid har skubbet til udviklingen.

"For bare et år siden mødte vi meget større skepsis blandt kunderne over for elbiler. Vi skal ikke længere overbevise kunderne om, at elbilen også er et alternativ. Det sker helt automatisk, siger Kim Kruse," der er afdelingschef hos Bjarne Nielsen i Ringkøbing.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere