Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
indows 11 er ved at blive rullet ud til brugere verden over. Opdateringen byder på et let og luftigt design, men Microsofts programmører har også været i maskinrummet for at forbedre brugen af for eksempel ram, diske, batteri og prioritering af apps.
Kort sagt skulle Windows 11 også være til at have med at gøre på en ældre pc, såfremt den overholder kriterierne. Det mest omtalte krav fra Windows 11 er nok TPM 2.0-chippen og indstillingen Sikker Start (Secure Boot).
Kontrollér derfor, om din pc overholder kriterierne ved hjælp af Windows-appen Tilstandskontrol for pc. Appen giver dig besked, hvis et kriterium for at køre Windows 11 ikke er overholdt. Det kunne være, at cpu’ens hastighed er for lav, eller at lagerpladsen er for lille.
Overholder din ældre pc kriterierne, kan du dog opleve, at dit Windows 11 kører langsomt, eller at ydelsen ikke er den bedste. Vil du undgå den situation, så læs med i vores lille guide her.
1 Tjek opdateringer
Kører Windows 11 ikke optimalt, kan du altid nemt og hurtigt finde ud af, om styresystemet har de nyeste relevante opdateringer. Som med Windows 10 kan opdateringer godt ”hænge” i venteposition, uden at du får besked. Gå ind via Indstillinger > Windows Update. Klik på knappen ”Søg efter opdateringer”. Installer og genstart. Gentag om nødvendigt.
2 Få hurtigere opstart
Tryk på tasterne Windows + I for at åbne Indstillinger. Vælg Apps > Start, og få listen over apps, som starter med Windows 11. Ikke alle er lige nødvendige og kan overforbruge ram og cpu-kraft. Effekten er vist under en skydeknap. Deaktiver unødvendige programmer ved at bevæge knappen fra højre mod venstre – for eksempel Google Drev.
3 Bedre ydelse i Windows 11
Hvis din ældre pc altid er koblet til strøm, eller hvis lang batterilevetid ikke er din førsteprioritet, kan du i Windows 11 justere strømstyringen. Brug tasterne Windows + I for at vælge Indstillinger, og klik System > Strøm & Batteri. Som standard er Windows 11 sat til ”Afbalanceret”. Skift til ”Bedste ydeevne” i rullemenuen for bedre ydelse.
4 Slå genkomne apps fra
For at give hurtig adgang vil Windows 11 genstarte apps, hver gang du logger ind. I en ældre pc kan virkningen på opstarten være mærkbar. Åbn Indstillinger > Konti > Indstillinger for log-on. Find punktet ”Gem automatisk mine apps, der kan genstartes, og genstart dem, når jeg logger på”. Slå skyderen mod venstre for at forhindre genstart.
5 Fjern uønskede ekstra-programmer
De indbyggede apps i Windows 11 er måske ikke relevante for alle brugere. Tast Windows + I. Vælg Apps > Apps og funktioner. Klik på de tre prikker til højre for hver app, og vælg ”Fjern” fra rullemenuen. Vælg ”Avancerede indstillinger” for strømoptimering, brug af batteriet og fravalg af, om appen må køre i baggrunden.
6 Ryd op på lageret
Midlertidige filer kan med tiden fylde en del på harddisken og gøre Windows 11 langsom. Brug tasterne Windows + R for at åbne vinduet ”Kør”. Indtast ”%temp%” (uden anførselstegn). Stien åbner mappen med midlertidige filer, og du kan herfra vælge og slette. Brug appen Diskoprydning for at luge ud på hele drevet og i systemfiler.
7 Fravælg hurtig start
Funktionen Hurtig start kan overvælde og sløve en ældre Windows-computer. Slå den fra i det gamle Kontrolpanel med Hardware og Lyd > Strømstyring. Bestem under Vælg, hvad tænd/sluk-knapperne gør. Klik på linket ”Rediger indstillinger, der ikke er tilgængelige i øjeblikket”, og fjern fluebenet i boksen ud for ”Aktivér hurtig start”.
8 Giv drivere en overhaling
Windows 11 kan tære på ældre hardware. Specielt, hvis de mangler drivere. Tag et kig på producentens hjemmeside eller under Kontrolpanel > Enhedshåndtering. Vælg posten ”Skærmkort”, og opdater. Vælg ”Gennemse computeren efter drivere”, søg på C-drevet, og vælg selv fra listen over mulige drivere. Gentag for anden hardware.