Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer H6517ABD: Gigantisk billede fra en lille projektor

Acer H6517ABD kan skabe en 100” biograf i din stue, men fylder ikke mere, end at den kan gemmes væk under sofaen. Den mangler dog lige det sidste for at være den ideelle mini-projektor .

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Flad-tv’erne bliver større, men selv de største er stadig langt fra det storformat, du får i en projektor. Vil du have den ægte biografoplevelse, er projektoren derfor stadig det eneste, der rigtig duer. Acer H6517ABD er en kompakt og prisvenlig løsning, der gør det overskueligt at få de store billeder ind i stuen.

Lille men ikke så fleksibel

Med sine beskedne dimensioner og en vægt på 2,5 kilo er den nem at flytte rundt på og egner sig således fint til enten et mindre værelse eller som en transportabel løsning, der kan tages med, hvis du vil se film i sommerhuset eller andre steder.

Du skal dog lige være sikker på, at rummet og den væg, du vil projektere på, passer til projektoren, for Acer H6517ABD er ikke den mest fleksible, hvad det angår.

Den kan give et brugbart billede fra helt op til næsten ti meter, men mulighederne for at tilpasse billedets størrelse er begrænsede, så du kan ende med at måtte placere projektoren midt i rummet, for at få den til at passe til den ledige vægplads – eller alternativt hænge den i loftet, som den sådan set også er beregnet til.

Flot billede

Jo længere væk projektoren kommer, og jo større billedet dermed bliver, jo længere er du også nødt til selv at sidde væk for at få en ordentlig oplevelse.

En projektor som denne – og i øvrigt langt de fleste andre projektorer – giver nemlig ”kun” full HD-opløsning. Det ses, når du går tæt på billedet, skudt op i 100”. Så bliver pixelkornene tydelige.
Sidder du i passende afstand, er det dog intet problem. Acer H6517ABD leverer generelt et ganske klart og rent billede med en lysstyrke, der er tilstrækkelig, også i rum, der ikke er fuldstændig mørklagt.

Farvegengivelsen er god, og kontrasten acceptabel, omend langt fra de bedre projektorer på markedet (som til gengæld også kan koste det tidobbelte).

Du kan selv indstille billedet i detaljer, men der er også en række fornuftige presets tilgængelige, så du hurtigt kan skifte imellem eksempelvis et dejligt varmt og mættet billede til film og et mere neutralt, når du ser nyheder.

Ingen lydudgang

En projektor behøver ikke at være mere besværlig end et smart-tv at bruge. Stik en Chromecast eller et Apple TV i projektorens HDMI-port, og du har pludselig en fornem lille hjemmebio med diverse streamingtjenester, filmleje og spil serveret.

Så simpelt burde det være, men en ærgerlig mangel komplicerer desværre tingene. Projektoren har ikke en lydudgang. Du har derfor ikke mulighed for at få lyden ud i eksterne højttalere, når du bruger Chromecast, Apple TV, Xbox.

Det kan fikses med en adapter, men det koster lidt, og gør tingene mere besværlige, end de burde være. En almindelig lydudgang – minijack, phono eller måske bare Bluetooth – burde være standard i projektorer, men er det desværre langt fra. Selv når det gælder langt dyrere modeller.

De er stadig skabt ud fra den forudsætning, at billedkilden går igennem en receiver eller har sin egen lydudgang, men sådan er realiteterne ikke længere i mange hjem. Acer H6517ABD har dog indbyggede højttalere, så det er rent faktisk muligt at få lyden ud, men den lille 3 W-enhed, der spiller i mono, er så skinger at høre på, at en film uden lyd faktisk er at foretrække.


Derudover er projektoren dog nogenlunde velforsynet med forbindelser. Der er USB, VGA og mærkværdigvis også line-in til lyd. En ekstra HDMI-indgang havde dog været rart.

Alt i alt

Projektoren har en dejlig kompakt størrelse og leverer et glimrende billede. Har du et hjemmebio-setup, der passer til den, er Acer H6517ABD derfor et godt køb, men grundet en ærgerlig lille detalje som den manglende lydudgang, egner den sig ikke til dem, der vil streame direkte fra Chromecast og lignende enheder. 

Der er mange gode egenskaber ved Acer H6517ABD, men også en irriterende mangel.

Nøgletal

Pris: 5499 kr.
Skærmstørrelse: Op til 100”
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
Teknologi: DLP
Lysstyrke: 3200 lm
Kontrast: 20,000:1
Tilslutninger: HDMI, USB, VGA, Audio Line-out
Vægt: 2,5 kilo