Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
NetFlix kan godt gøre sig klar til hård konkurrence, nu hvor streaming-tjenesten fremover vil have Amazon Prime Video at kæmpe mod på det danske marked.
Amazon Prime Video byder nemlig på rigtig mange guldkorn, som Amazon, der står bag verdens største netbaserede handelsportal, selv producerer.
Det drejer sig blandt andet om det nye hypede bilprogram "The Grand Tour", der har de oprindelige Top Gear-værter Richard Hammond, James May og Jeremy Clarkson bag rattet. Dertil kommer film som Woody Allens "Café Society" og Nicholas Winding Refns "The Neon Demon", som Amazon ligeledes har skudt penge i.
Amazon Prime Video kan dog ikke matche NetFlix på mængden egenproduceret indhold, til gengæld har tjenesten en stærk trumf i ærmet, og det er prisen. Det koster nemlig ikke mere end cirka 50 kroner om måneden at få adgang til tjenesten, og lige nu lokker den ovenikøbet med et tilbud på 20 kroner om måneden de første seks måneder.