Uklarhed om, hvad content management er, besværlig brugergrænseflade og problemer med at få hele virksomheden til at acceptere content management systemet (CMS). Det er nogle af de ting, der gør at CMS-projekter fejler i danske virksomheder.
? Og så skal alle de gamle informationer konverteres over i det nye system, herunder kategoriseres og indlemmes i en søgefunktion. Den opgave løser mange af de nuværende CM-systemer dårligt, siger Janus Boye, direktør for Boye IT, der rådgiver virksomheder om CMS.
Han talte mandag til et seminar hos Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), der gav en god indføring i de problemstillinger og krav, som virksomheder står overfor, når de skal implementere et nyt CMS.
Nummer et på listen over grunde til, at CMS-projekter fejler i virksomhederne, er ifølge Janus Boye, at der er tvivl og uenighed rundt om i virksomheden om, hvad CMS egentlig er.
? Et konkret bud på at komme dette problem til livs er at lave en lille ordbog fra starten af projektet og vedligeholde den hele vejen igennem. Hvad er det vi taler om, og bruger vi ordene ens? spørger Janus Boye og henviser til, at der til hver en tid skal være fælles forståelse af centrale begreber hele vejen igennem virksomheden.
Hos Post Danmark implementerede man fra efteråret 2003 til eftersommeren 2004 et nyt CMS.
Post Danmarks webmaster, Thomas Kragh, sikrede sig organisatorisk accept af projektet ved hurtigt at vise, at omkostningerne ved at lægge indhold på siden blev reduceret, ligesom hjemmesiden hurtigere blev opdateret. Han går nu i gang med at integrere CMS med Post Danmarks SAP-løsning.
Han peger på, at man skal se sig godt for, før man vælger leverandør af CMS. Post Danmark havde tre kandidater, FatWire, Open CMS og Percussion Rhythmyx, og endte efter en nøje analyse med at vælge sidstnævnte, fordi det var billigt og åbent.
? Alligevel viste det sig, at vi ikke fik den integration med Word, som vi havde ønsket os, og som blev præsenteret for os i første omgang fra leverandøren. Det var ellers et væsentligt ønske, da meget indhold bliver oprettet i netop Word blandt vores menige medarbejdere. Vi arbejder nu på at få det med, siger han og opfordrer andre indkøbere af CMS til at se sig godt for blandt de over 100 CMS-leverandører, der findes i Danmark.
Han er dog alligevel alt i alt tilfreds.
? Post Danmark har nået sine mål med købet af CMS ? en opdateret og troværdig hjemmeside, som kan opdateres billigere.
Computerworld bragte den 11. februar et tema om CMS, herunder en oversigt over danske CMS-leverandører.
Læs historien fra fredagens avis i pdf-format (fylder 273 kb)
Computerworld side 6