It-chefer mangler ambitioner
Formanden for open source-leverandørerne i Danmark, Morten Kjærsgaard, anklager danske it-chefer for at være uambitøse. "It-cheferne rider sikkert. Der er stort set ingen styrelse eller ministerium, der ikke ligger på en Microsoft-bund. Det er for uambitiøst. LIge nu er det storebror, der definerer vore it-systemer, og det tager vi så. Det bliver bare så dyrt i længden," siger Morten Kjærsgaard. Han mener, at dagens it-kultur i Danmark er præget af leverandørmæssig dovenskab. (Berlingske Tidende)
Bredbånd er for smalt
Foirbrugerrådet efterlyser klarhed på markedet for bredbånd. Forbrugerne har ikke en chance for at gennemskue, hvad de betaler for, mener Forbrugerrådet. Markedets parter er umiddelbart enige, men skyder i første omgang skylden på hinanden. It- og Telestyrelsen beskyldes for at bidrage til forvirringen om bredbånd, efter at styrelsen har ændret definitionen af bredbånd til noget langt smallere. It-eksperten Torben Rune fra Netplan er enig. Han kalder nedsættelsen "fuldstændig barokt", og han mener, at definitionen i virkeligheden burde være hævet. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Personalechefer ser vækst i job
Ifølge en undersøgelse fra Institut for Kunjunkturanalyse (IFKA), som har spurgt de personaleansvarlige i 600 virksomheder, bliver der færre arbejdsløse i år. Især inden for finanssektoren og it-branchen, transportsektoren og anden privat servicevirksomhed ventes der fremgang. (Berlingske Tidende)
Ny test åbner døren til it-universitetet
It-universitetet vil give it-medarbejdere uden formel uddannelse en chance for at læse videre. En ny adgangsprøve skal bane vejen til drømmestudiet for de omkring 65.000 danskere, der i dag sidder i it-stillinger uden nogensinde at have fået en uddannelse. "Kravene til arbejdskraften går kun en vej, og det er opad. Når det strammer til i virksomhederne, er det dem med mindst uddannelse, der bliver skilt ud", siger Mads Tofte, der er rektor for ITU i Ørestaden, om baggrunden for den nye adgangsprøve. (Berlingske Tidende)
Linuxforum fordobler areal
Nordeuropas største Linuxmesse i København må i år flytte til større lokaler, der kan rumme et dobbelt så stort udstillingsareal. Messen forventer at trække 2.600 besøgende til udstillingslokalerne på Arkitektskolen. (Berlingske Tidende)