Telekoncernen TDC stiller sig uforstående over for de svenske finansmyndigheders politianmeldelse, da Finansinspektionen mistænker TDC for insiderhandel i forbindelse med købet af den svenske netværksvirksomhed, Song Networks.
- Vi er meget overrasket over dette skridt. Det er uden grundlag, for vi har i enhver henseende fulgt de svenske insider- og take-over regler i forbindelse med købet af Song Networks, siger Gitte Forsberg, som er TDC?s chefjurist.
Har efterlevet reglerne
Finansinspektionen besluttede tidligere torsdag, at anmelde TDC til Bagmandspolitiet i Sverige under mistanke om at TDC har brudt de svenske børsregler om insiderhandel.
Finansinspektionen understreger i sin pressemeddelelse, at det er Finansinspektionens forpligtelse at anmelde enhver formodning om uregelmæssigheder til bagmandspolitiet, selv ved en meget lav grad af mistanke.
- Vi hæfter os naturligvis ved denne bemærkning. Vi er trygge ved, at Bagmandspolitiets undersøgelse vil dokumentere, at TDC til fulde har efterlevet de svenske insider og take-over regler, pointerer Gitte Forsberg.
Bestyrelsen i Song Networks har tidligere slået fast, at hverken TDC eller Tele2 har været i besiddelse af kursfølsom information, oplyser TDC i en pressemeddelelse.
Song Networks har, ifølge meddelelsen, gjort det klart overfor TDC, at der ikke på noget tidspunkt er overdraget kursfølsom information.