Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon / Niels de Boissezon)

Test: Microsoft sover i timen med selskabets nye super-bærbar, Surface Laptop 5

Test: Microsoft har ikke gjort sig nogle særlige store anstrengelser med overhalingen af selskabets nye top-bærbare computer, Surface Laptop 5.

Siden Microsoft sidste år aflivede den særlige Surface Book-serie, har selskabets bud på en top-bærbar med en stor flot skærm været den store version af selskabets Surface Laptop-familie. (Her undlader vi at nævne Microsofts syrede Surface Studio som reel mulighed)

Surface Laptop 5 med 15 tommer skærm bygger dog på et efterhånden aldrende design i et felt, hvor mange konkurrenter klemmer stadig mere ambitiøs hardware ned i lette og slanke maskiner med både 15 og 16 tommer store skærme.

I dagens test skal Microsoft nye top-bærbar altså stå sin prøve.

Find fem fejl

Surface Laptop 5 er, som klart indikeret af navnet i sin femte inkarnation af enheden. Det er dog kun fra den tredje generation, at det nye format med en 15” skærm er blevet tilføjet til programmet.

Det er dog ikke til at øjne, at her er tale om en ny model, for designet er det samme som i originalen fra 2017. Hvilket også betyder, at det er begyndt at falme.

Det ses tydeligst omkring displayet, hvor de seneste års tendens med at barbere kanterne til det minimale altså ikke optræder.

Heldigvis er udgangspunktet ikke værst. Maskinen er let, forarbejdningen i letvægtsmetal er uangribeligt, og vægten sniger lige under de halvanden kilo, hvilket fortsat er flot for en maskine af den størrelse.

Microsoft er dog fortsat karrig med portene, hvorfor du kun har to USB-porte (en af hver type) og selskabets egen -Surface-connector at arbejde med.

Selskabet har heller ikke set nogen lejlighed til at opgradere tastatur eller touchpad i årets version, hvilket ikke generer mig hvad angår tastaturet, som er let og hurtigt at taste på. Touch-feltet kunne dog godt være større, når man ser al den plads, der er omkring det.

Intet nyt at se

Surface Laptop 5 byder ligesom den øvrige Surface-familie på farve- og kontrastrige skærme. Men er igen er der lidt rynker at spore.

Hvor det seneste kuld Surface Pro-pc’er har fået den gnidningsfrie 120 Hz-teknologi ombord, lever Laptop-serien altså med 60 Hz, hvilket kan få tingene til at hakke en anelse, når der scrolles eller spilles.

Alt imens rykker verden videre mod funklede OLED eller mini-LED teknologier i displayet, som giver bedre kontrast og mere knald på farverne.

Højttalerne er der heller ikke pillet synderligt ved, hvorfor man får samme rimelige, men ikke særligt høje lyd fra enheden.

Godt med krummer

Mens der ikke nyt at berette om det ydre af Surface Laptop 5, er der til gengæld en mærkbar overhaling at se inde i motorrummet.

Her finder man nemlig Intels heftige 12. generations Core processor, her i i7-1255U-varianten, som giver hele 10 regnekerner og 12 regnetråde at arbejde med.

Den er der krummer i, hvilket gør, at man kan regne med maskineriet til selv tungere opgaver som fotoredigering eller tunge kontorprogrammer.

Den grafiske ydelse er heller ikke dårlig takket være Intels udmærkede indbyggede Iris Xe-grafik. Det rækker til at spille lidt på farten.

Det skal bemærkes, at den gode ydelse kun kommer, så længe maskinen får lov til at køre fra stikkontakten.

Når man kører på batteri, bliver der droslet en del for at holde forbruget i skak. I mine benchmark-programmer lander ydelsen omtrent en tredjedel lavere end med strømmen sluttet til.

Microsoft har ikke for vane for at inkludere særlig store batterier i sine bærbare maskiner, hvilket desværre igen er tilfældet med Surface Laptop 5. Faktisk er batteriet på blot 47 Wh noget nær bundrekord for kategorien.

Heldigvis er ydelsen droslet en del ned under batteridrift, hvilket gør, at man der kan klemmes seks-syv timers almindeligt kontorbrug ud af maskinen.

Priserne stikker af

Microsoft har nok skelet til, hvordan konkurrenterne fra Apple fastsætter priser.

Det betyder, at man i år har troet, at der var frit lejde til at skrue op for priserne.

Debutprisen for 15”-varianten lyder derfor på 12.099 kroner for en i5 konfiguration med otte gigabyte hukommelse og 256 gigabyte lager.

Her bliver det svært ikke at bemærke, at Microsoft fortsat sælger Surface Laptop 4 15” med Ryzen 7-processor til under de 10.000 kroner.

Kæden springer prismæssigt, når du skal op i den testede model med i7-processor. Her skal du bløde 4.500 kroner for den stærkere konfiguration, som dog har 16 gigabyte lager og 512 gigabyte ssd-lager.

Når man samtidig ser, hvor beskeden udviklingen har været mellem den fjerde og femte generation, bliver det svært at være rigtig begejstret for Microsofts nye top-bærbar.


Loading ikon