EU’s myndigheder vil nu intensivere en granskning af Microsoft, som er bragt til bordet efter en klage fra kommunikationsplatformen Slack, som er ejet af Salesforce.
Det kan meget vel ende med, at Microsoft får en kartelsag på nakken.
Det skriver Reuters.
Slack Technologies klagede sidste år til EU-Kommissionen med påstande om, at det skaber uretfærdig konkurrence, at Microsoft på unfair vis har integreret kommunikationsplatformen Teams med de resterende produkter i Office-pakkerne.
Derfor ønsker Slack, at de regulerende myndigheder i EU skal få Microsoft til at adskille Teams fra Office og sælge løsningen separat til konkurrence-rimelige priser, skriver mediet.
EU-Kommissionen udsendte i sidste måned endnu et spørgeskema ud til Microsofts konkurrenter om tech-gigantens adfærd på markedet, hvilket også skete tilbage i oktober 2021.
Microsoft har ikke ønsket at besvare Reuters henvendelse.
Endnu en til bunken
Microsoft kan efterhånden samle til bunke med de sager, de har i gang i EU for tiden.
For nyligt klagede en gruppe af cloududbydere – heriblandt AWS – til EU-Kommissionen over Microsofts forretningsmodel på cloud-området.
Gruppen hedder CISPE (Cloud Infrastructure Services Providers in Europe), og de mener, at Microsoft benytter unfair licenspraksisser til at lokke kunder til.
Derudover har EU også meldt ud, at man vil kulegrave Microsofts opkøb af Activision for 69 milliarder dollar i forbindelse med, hvorvidt handelen er konkurrenceforvridende.
"Kommissionens foreløbige undersøgelser viser, at købet kan ende med at reducere konkurrencen markant på markedet for distribution af konsoller og pc-spil inklusiv flerspils-abonnementer og/eller cloud-gaming services samt for operativsystemer til pc'er," lyder det fra EU-kommissionen.
Dette er altså den tredje sag inden for en periode på et par måneder.