SF vil have oprettet et it-ministerium, som partiet mener skal oprettes, når den nye regering er plads.
It-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen siger til DR, at der skal være tale om et ministerum for ‘it og digitalisering.’
“Vi vil have en minister, som er ansvarlig for det her område og ikke kun har det som en lille niche-del af sit område. For det er et område, der ikke bliver taget politisk, alvorligt nok,” siger hun.
Hun får medhold af Venstre, hvor it-ordfører Christoffer Melson meddeler, at han ‘egentlig er positiv indstillet’ over for forslaget om et separat it-ministerium.
Han mener, at it-området bør få ‘noget mere fokus,’ som han siger.
Danmark har tidligere i en årrække haft et it-ministerium, hvor it og digitalisering var samlet under samme tag.
Forsknings- og Teknologiministerium
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) oprettede helt tilbage i 1993 det første Forsknings- og Teknologiministerium med centrumdemokraten Svend Bergstein som minister.
Han blev fulgt af en række ministre, herunder Frank Jensen, Jytte Hilden, Jan Trøjborg og Birte Weiss.
I 2001 oprettede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, hvor Helge Sander blev indsat som minister. Han blev i daglig tale kaldt for netop 'it-minister.'
Ministeriets fokus omfattede forskning, universiteter, innovation samt it og telekommunikation.
Helge Sander blev i 2010 afløst af den konservative Charlotte Sahl-Madsen.
Fra 2011 - hvor Helle Thorning-Schmidt (S) bev statsminister - har der ikke eksisteret et dedikeret it- og digitaliserings-ministerium.
Istedet har man arbejdet efter en strategi, hvor it og digitalisering er blevet udfoldet på de øvrige ressortområdet. Det er sket ud fra en strategi, der bygger på, at digitalisering er en bred disciplin, som skal eksekveres dybt inde i de øvrige ressort-områder.