Der er gevaldigt knas med produktionen hos Apples kinesiske underleverandører og det begynder nu at true Apples sædvanligvis stærke julehandel.
I en besked til selskabets investorer oplyser selskabet, at corona-relaterede restriktioner berør produktionen af både iPhone 14 Pro og 14 Pro Max topmodellerne.
”Covid-19 restriktioner har for nuværende berørt den primære fabrik, hvor iPhone 14 Pro samt iPhone 14 Pro Max samles i Zhengzhou, Kina. Fabrikken fremstiller enheder med markant reduceret kapacitet. Under covid-19 pandemien har vi medarbejderes sundhed og helbred som høj prioritet,” lyder det i beskeden fra virksomheden.
”Vi forventer nu, at vi får sendt færre iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max enheder ud i handlen end hidtil planlagt, og at kunder vil opleve længere leveringstider,” beklager tech-giganten.
Foxconn, som ejer den restriktionsplagede fabrik, står alene for langt størstedelen af Apples samlede iPhone-produktionen.
Den berørte fabrik alene står for de 70 procent. Dermed er omkring en femtedel af den globale iPhone-produktion truet.
Produktionskvaler rammer Apple i, hvad der traditionelt er selskabets bedste kvartal for iPhone salg. Apple selv taler om ’stærk’ efterspørgsel efter sin nye toptelefoner.
Sidste udkald
Timingen rammer altså skidt for Apple, hvilket potentielle iPhone Pro-købere skal have in mente, hvis en af de to berørte modeller skal nå at finde vej under juletræet.
I skrivende stund oplyser Apples hjemmeside, at der er mellem fire og fem ugers leveringstid for samtlige iPhone 14 Pro modeller.
Det er derfor ved at være sidste udkald, hvis en iPhone 14 Pro skal sikres.
Apples anden telefon fra efteråret, den billigere iPhone 14, er ikke berørt af leveringsvanskeligheder. Ifølge Apples hjemmeside er både iPhone 14 og iPhone 14 Plus lagervarer.