Kina vil inden for de kommende år samle sine statslige data i et samlet it-system.
Ideen er, at det fra 2025 skal være muligt at søge på tværs af de statslige data i det, som ifølge The Register kommer til at hedde ‘National Integrated Government Affairs Big Data System.’
I systemet vil Kina gøre det muligt at søge i millioner af statslige dataset via samme indgang.
Kina er faktisk allerede et stykke hen af vejen, i det landet allerede har et såkaldt data-katalog, der giver et overblik over detaljerne i mere end tre millioner statslige data-biblioteker med godt 20 millioner under-grupperinger.
De inkluderer blandt andet udførlige dataset over befolkning, natur-ressourcer, økonomi og virksomheder.
Det kommende system vil hertil rumme data om eksempelvis sundhed, kreditsystemer, licenser og tilladelser og meget andet, som alt sammen vil kunne deles på tværs af ministerier og andre myndigheder.
I planen for det nye statslige it-system - som du finder (på kinesisk) her - peges der på, at det nye system vil gøre det meget nemmere at dele og åbne og håndtere data.
Kina vil samtidig løbende forbedre datakvalitet, ligesom der skal udvikles løsninger til dynamisk opdatering af databaser og kataloger.
Datacentre
Ifølge The Register kommer det nye system til at betyde, at Kina vil opføre nye datacentre i stor skala forskellige steder i Kina.
Det kommer til at kræve udvikling af nye GPU’er og andet teknologi samt udvikling af bæredygtige datacenter-løsninger, fremgår det.
Kina kan for tiden ikke importere en række teknologier fra USA, som har indført eksportforbud på området.
Register skriver, at den kinesiske regering håber, at systemet fra 2025 vil kunne forstærke det kinesiske borger-system, som anvendes til holde styr på den enkelte kineser og til eksempelvis at beslutte, om en kinesisk borger kan få tildelt særlige uddannelses-privilegier, bolig og lignende.
Desuden skal de samlede data kunne fremme udvikling og optimering af eksempelvis finansielle tjenester, sundheds-systemer, infrastruktur og meget andet.