Elon Musks overtagelse af Twitter for få dage siden har mildest talt skabt oprørte vande i og omkring selskabet.
Og det er nok ikke uden grund, for Elon Musk er kendt for både sin handlekraft og sine vilde påfund - og i nogle tilfælde sin uforudsigelighed.
Elon Musk er selv en af Twitters helt store profiler med 112 millioner følgere.
Han kalder sig nu som ny ejer af hele butikken for ‘Chief Twit’, og han har i weeekenden udsendt en stribe af tweets med korte mellemrum (se hans Twitter-profil her.)
Han skriver blandt andet som en af de korte og abrupte beskeder, at Twitter med ham som ny ejer vil reformulere hele verifikationsprocessen for nye brugere.
Ifølge The Verge kommer det ikke mindst til at involvere Twitter Blue, som er Twitters betalings-løsning.
Her vil Elon Musk angiveligt hæve priserne markant og samtidig give mulighed for betalt verifikation af brugere.
I dag koster et Twitter Blue-abonnement 4,99 dollar om måneden. The Verge skriver, at Elon Musk pønser på at firedoble prisen til 19,99 dollar om måneden.
Twitter Blue blev lanceret for et års tid siden, og Elon Musk har en vision om, at abonnement-salg skal komme til at udgøre halvdelen af selskabets omsætning.
Avisen skriver, at Elon Musk har forlangt, at alt skal være klar til udrulning af det nye abonnement allerede 7. november.
Og er løsningen ikke klar, vil de ansvarlige medarbejdere blive fyret, har Elon Musk angiveligt meddelt.
Elon Musk har allerede trukket en række Tesla-udviklere ind som sine særlige Twitter-rådgivere.
Ifølge The Verge planlægger han at afskedige en lang række af Twitters mellemledere og udviklere, som ikke har leveret nok resultater i den seneste tid.
Det ventes, at disse fyringer vil blive effektueret i løbet af de kommende dage.
Elon Musk har desuden på sin Twitter-profil åbnet en afstemning om, hvorvidt han skal genoplive den gamle Twitter-tjeneste Vine, som blev lukket ned i 2016.
Vine var baseret på korte videoer og mindede dengang en del om det nuværende TikTok.
Twitter har været børsnoteret siden 2013. Handlen med aktien stoppede fredag, og Twitter vil officielt blive afnoteret 8. november.