Artikel top billede

Med sine 27” og 2560 x 1440 pixels opløsning er Philips en typisk kontorskærm, men denne prøver at få gaming folket med. (Foto: Philips PR)

Test: Denne billige skærm vil det hele - og slipper næsten godt afsted med det

Små 3000 kroner for en 27” skærm, der både har optimal opløsning til kontoret og samtidig kan håndtere spil til en vis grænse. Det er faktisk rimeligt, og denne Philips håndterer at balancere godt opgaverne mellem opgaverne.

Med fare for at gentage mig selv: Når en skærm er god, kan den bruges til alt. Sådan lidt firkantet sagt.

Er panelet god til billedbehandling, vil det også kunne håndtere tekst og gaming godt. Måske ikke som de bedste og mest specialiserede, men stadig ret godt.

Det er ikke det Philips prøver på i deres 5000 serie. De vil favne bredt til en rimelig pris, og det er da om ikke andet ambitiøst.

Og med en ren spoiler alert må jeg da også afsløre, at den ikke er verdensmester på nogle punkter, men alligevel er den interessant.

Skift med et joystick

Trods lavpris er skærmen nydeligt bygget med neutral front og bagside, grænsende til det kedelige. Og netop derfor matcher fint ind mange steder. Du finder de tilslutninger du ønsker – USB-C, HDMI og ikke mindst Displayport, som gameren foretrækker.

De mange indstillinger vælger du mellem via et meget let styrende joystick bagpå. Tak for det.

Her skifter du let mellem forskellige gamer indstillinger – herunder FPS (billeder i sekundet), low blue ligt og mange andre.

Her kan du også klikke joystick til siden og lave mere specifikke ændringer. Men som udgangspunkt er det absolut godkendt og en let måde at skifte mellem det den 27” store sag tilbyder.

Ergonomi der overrasker

Bagpå sættes skærmfoden fast helt traditionelt, men via en stor klik-anordning i stedet for de traditionelle Vesa 100 x 100 mm. Det giver dog et bedre greb om skærmen og under beslaget finder du da også mulighed for traditionel Vesa Mount til skærmarm.

Det betyder i praksis at skærmen står godt på sin visuelt lette fod, og er let at justere i alle retninger. Så ergonomien er på plads.

Det Windows Hello understøttende kamera i toppen performer godt uden at brilliere. Det gør som du forventer og som et kamera i 3-500 kroners klassen. Det ligner nærmest en add-on og knappen, der fysisk lukker for kameraet, er lidt træt og lille.

Så kameraet fungerer udmærket. Personligt ville jeg hellere være den halvgrimme klods foruden og bekoste et bedre kamera.

Performer jævnt og godt

Helt overordnet set klarer Philips sig jævnt på alle fronter. Det lyder jo ikke særligt besnærende, men tag prisen med i mente og den godkendt.

Det betyder ikke at jeg vil anbefale den til en hard core gamer, til dig der sidder med kritisk billedbehandling eller andet, der kræver en meget høj billedkvalitet.

Opløsning og skarphed til hverdags brug med Word, Google og måske et videomøde er perfekt. Skærmen kører glidende og roligt og jeg fandt den ikke generende efter en hel dags brug. Men sætter jeg min dyrere reference skærm på lige bag efter, er forskellen naturligvis mere end tydelig.

Sæt et spil på og du vil opdage at den ikke står rock steady som en ægte gamer skærm. Men den står faktisk rimeligt roligt med sine maksimale 75 Hz i opdateringsfrekvens. Så den napper det meste uden at falde igennem.

Billedmæssigt er vi til den lidt matte side, som er fint til tekst og regneark. Der mangler lidt glans og dybde i farverne, ligesom detaljerne ikke ligefrem står mejslet i granit.

Men igen – her er tale om en 27” skærm, der skal bruges til det hele og er det målet kan den bestemt være på din korte liste.

Min karakter er til den lave ende og vi lander her, da der trods alt findes konkurrenter, der håndterer det samme lige så godt.


Loading ikon