Smil du er på.
Sådan skal du måske forberede dig på at tænke, når du i fremtiden bliver indlagt på et dansk hospital.
For ifølge Brøndby-virksomheden Milestone System, der udvikler intelligent software til overvågningskameraer, kan kameraovervågning af patienter på de danske hospitaler være et effektivt redskab til at fjerne presset på den danske sundhedssektor.
Det skriver it-mediet Itwatch.
Kameraerne, der har indbyggede sløringsmulighed, vil automatisk kunne alarmere personalet, hvis der registreres en hændelse, hvor de skal skride ind og de kan på den måde fungere som supplement til den velkendte alarmsnor, forklarer Thomas Jensen, administrerende direktør for Milestone System i Danmark, til mediet.
”Med intelligent videoovervågning, hvor man også lægger nogle sløringsmuligheder indover, så kan vi både give patienter retten til privatliv og sikkerhed, som de skal have, når der er videokameraer til stede i rummet, men vi kan samtidigt bygge nogle alarmer ind, som kan alarmere sygeplejersken, hvis der eksempelvis er en, som er faldet,” siger han til Itwatch.
Milestone System blev i 2014 solgt til kameragiganten Canon, og selskabet har efterfølgende fortsat sin vækst.
I fjor rundede Milestone Systems således 1.000 ansatte og landede en rekordomsætning på 1,1 milliarder kroner.
Præsenterede ny vækststrategi
For nylig præsenterede selskabet desuden sin nye vækststrategi på et partnermøde i den repressive ørkenstat Dubai.
I den forbindelse forsikrede Thomas Jensen, at selskabet stræber efter at sætte mennesker over teknologi, og samtidig har en ambition om at bruge teknologi til at styrke sammenhængskraften i samfundet.
“Vi ser en fremtid, hvor datadrevet videoteknologi kan styrke samfundets sammenhængskraft og udviklingsmuligheder i bredere forstand,” sagde Thomas Jensen ifølge en pressemeddelse og tilføjede:
“Nu tager vi sammen med vores partnere næste skridt og arbejder på at introducere nye initiativer, der skal udbrede ansvarlig og tryg teknologianvendelse.”