Artikel top billede

Der medfølger lækker pose til det flotte gaming headset. Og tag dem endelig med ud – de håndterer både 2,4 GHz til gaming computeren og Bluetooth til din smartphone. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: JBL Quantum er et trådløst gaming headset med voksen lyd

JBLs Quantum 910 Wireless er et bud på et gaming-headset til den voksne. Prisen er i hvert fald til dig med en god indkomst og samtidig sætter pris på høj lydkvalitet. For sættet her kan bestemt også bruges til musik- og filmlyd i den bedre ende.

Når prisen er tæt på de 2000 kroner, tænker jeg dette gaming headset er rettet mod dig med en rimelig god indkomst og et stort gaming set up i ekstraværelset.

Det er mange penge for et dedikeret headset og fint nok, hvis man ønsker sig gaming-lyd på første klasse.

Heldigvis skulle JBL at Quantum 910 også vise sig at mestre meget mere end det.

Alle digitale sejl sat til

JBL lover dig guld og grønne skove i det nye sæt. Aktiv støjreduktion, både 2,4 GHz wi-fi og 5.2 bluetooth overførsel samt ikke mindre end 39 timers batteritid for 1.899 kroner.

Der er surroundlyd, 360 lyd og jeg skal give dig.

Dertil er selve enhederne hele 50 mm. Normalt har store hovedtelefoner drivere på 40 mm. Her er de noget større og alligevel er selve hovedtelefonen ikke større end konkurrenterne.

I pakken får du naturligvis også ladekabel og ikke mindst et meget lækkert lydkabel.

Der er som markedet dikterer også LED lys i forskellig farve, der lyser op i siderne på hovedkopperne. Det ser fint ud, men har naturligvis ingen betydning, når du bruger dem.

Jeg sætter stor pris på knapperne i bunden af hver ørekop. De er mekaniske og lette at justere på. Der er fem i alt, så i starten bliver der trykket forkert et par gange. Men alt i alt godkendt og de reagerer hurtigt på input.

Dobbelt dæmpning

I praksis oplever jeg 910’erne som ret behagelige. De sidder godt på hovedet og om ørerne, men klemmer ikke og bliver heller ikke varme. Mekanisk lukker de fint støj ude, med aktiv støjdæmpning på er der helt lukket af.

I praksis kan du i mange tilfælde sagtens klare dig med den mekaniske støjdæmpning. En lukket hovedtelefon af denne type giver meget støjdæmpning. Men fint, at have mulighed for aktiv støjdæmpning, når de for eksempel bruges på farten.

Head tracking er også en feature, der betyder at hovedtelefonen opfanger hvordan du placerer hovedet og justere lyden efter det. Det giver en lille men ikke markant ændring i de opstillinger jeg prøvede.

Stor klassisk lyd

De førnævnte store højttalerenheder manifesterer sig først og fremmest ved, at lydbilledet er stort, dynamisk og med masser af overskud.

Jo større en membran er, jo mindre forvrænger den, når den skal levere. I teorien i hvert fald, og i praksis i denne JBL. Det er et lydbillede, der er langt fra neutralt, men ikke desto mindre betagende og ret flot at lytte på.

I spil er du aldrig i tvivl om, hvor en modstander kommer fra og eksplosioner har ekstra power og tyngde.

Til musik oplever du en god dyb bas, stor mellemtone men også lidt vigende diskant. Det hele lyder en smule dæmpet i toppen og det er ærgerligt, nu resten af lydbilledet står så flot.

Når der nappes en film, vil du glædes over den gode surround-effekt. Der er tydeligt gode digitale kredsløb indbygget. Og her er den fine basgengivelse også et stort plus.

Godkendt

Disse JBL er lavet til gaming, som de bestemt også signalerer. Men at de også kan bruges – og med god effekt – til både musik og streaming er et ekstra plus, der er med til at gøre prisen lettere at acceptere.

Husk blot at du under alle omstændigheder og i alle situationer skal leve med et headset, der skriger gaming – også selvom du kan slukke for de farvede LED lys i hver ørekop.


Loading ikon