I går, onsdag 5. oktober, blev Årets CISO fundet ved prisuddelingen af samme navn.
Det var andet år i træk, at prisen og titlen blev uddelt. Som sidste år foregik det i Børsens historiske lokaler i København lige overfor Christiansborg.
Og igen i år var der en række talere og debatter undervejs, til at vende de store tendenser og udfordringer i cybersikkerhedsbranchen.
Vinderen af prisen blev Sune Aggergaard Mortensen, CISO ved DSB.
Herunder kan du se billedgalleriet fra aftenen, der satte branchens talenter i højsædet.
Eftermiddagens og aftenens arrangement startede med velkomst og minglen, inden eventkoordinatoren ringede deltagerne til bordene med sin medbragte klokke.
En del af aftenen gik med debat på scenen, hvor de tre nominerede gav deres bud på de prioriteringer, de fandt mest relevant i forbindelse med it-sikkerhedsarbejdet.
I løbet af dagen deltog talere fra Dansk Erhverv, Trend Micro, IBM, Fortinet, Citrix og Dell.
Lidt over 20.30 blev aftenens vinder Sune Aggergaard Mortensen afsløret af chefredaktør Lars Jacobsen fra Computerworld.
I pausen gik snakken lystigt mellem rummets tilstedeværende, og mellem publikummerne underholdte en tryllekunstner - og tricktyv - ud i distraktionens kunst (for nu at blive i aftenens tema).
Her er de tre nominerede til Årets CISO 2022.